333
Uppland tog med Taknemmelighed imod alt, hvad det fik, og sagde ikke Nej til noget, endskønt det næsten alle Vegne fik det, som de andre syntes, de bedst kunde undvære. Värmland smed en Stump Bjerg til det. Vestmanland gav det en Række af sine Aase. Østergötland forærede det et Stykke af det vilde Kolmården, og Småland stoppede næsten hele Sækken fuld af Moser og Sten og Lyngbakker.
Sörmland vilde ikke give det andet end et Par Mälarfjorde, og Dalarna syntes heller ikke, det vilde afstaa noget af sin Jord, men spurgte, om Uppland vilde tage til Takke med et Stykke af Dalelven.
Tilsidst fik det af Närke nogle af de side Enge ved Hjälmaren, og saa havde det faaet sin Pose saa fuld, at det ikke syntes, det behøvede at gaa længer. Da Uppland kom hjem til sig selv igen og samlede alt det sammen, det havde faaet, kunde det jo ikke andet end synes, det var en forfærdelig Bunke Skrammel, det kom hjem med, og det sukkede og var meget i Beraad med sig selv om, hvordan det skulde bære sig ad med at faa noget ud af de Gaver.
Det ene Aar svandt nu efter det andet, og Uppland gik hjemme og ordnede sine Sager, og tilsidst havde det faaet det, som det vilde.
Paa den Tid begyndte man at tale om, hvor i Sverige Kongen skulde bo og Hovedstaden bygges, og alle Landskaber kom sammen for at raadslaa herom. Det var klart, at hvert eneste et vilde have Kongen hos sig, og de stredes længe. „Jeg synes, Kongen skulde bo i det Landskab, der er det klogeste og dygtigste,” sagde Uppland, og det syntes de alle var et klogt Raad. De skiltes ad med den Beslutning, at det Landskab, der kunde bevise, at det var det klogeste og dygtigste, skulde have Kongen og Hovedstaden hos sig.
Knap var alle Landskaberne naaet hjem til sig selv igen, før der kom Bud fra Uppland, om de vilde komme til Gilde hos det. „Hvad kan det fattige Land have at byde os?” sagde Landskaberne, men de kom allesammen.
Da de kom, blev de meget forbavsede over, hvad de saa. Der laa Uppland helt bebygget med store Gaarde i det Indre af Landet, med Byer ved Kysterne og med alle de Vande, der omgav det, fulde af Skibe.
„Det er en Skam at gaa om og tigge, naar man har det saa godt,” sagde de andre Landskaber.
„Jeg har bedt jer herhen for at takke jer for jeres Gaver,“
