Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

28

have Lov til at blive hos os i Nat. Men jeg er bange for, at vort Nattekvarter hverken behager dig eller ham, for vi agter at sætte os til at sove paa Isflagen herude.”

Den tænkte vist, at Gasen vilde blive betænkelig ved det. Men han lod sig ikke gaa paa. „I er rigtignok kloge, som forstaar at vælge saa sikker en Soveplads,” sagde han.

„Men du svarer for, at han i Morgen forføjer sig hjem til sig selv.” — „Ja, saa er der ikke andet for, end at jeg ogsaa maa forlade jer,” sagde Gasen. ,Jeg har lovet, at jeg ikke vil lade ham i Stikken.“ — „Der staar dig frit for at flyve, hvorhen du vil,” sagde Førergaasen.

Dermed hævede hun Vingerne og fløj ud over Isen, og den ene efter den anden af Vildgæssene fulgte hende.

Drengen var forknyt over, at hans Laplandsrejse ikke blev til noget, og for Resten var han bange for det kolde Nattekvarter. „Det bliver jo længer jo værre, Gase,” sagde han. „For det første fryser vi ihjel ude paa Isen.”

Men Gasen var ved godt Mod. „Det har ingen Nød,” sagde han. „Nu vil jeg blot bede dig hurtigst muligt samle saa meget Halm og Græs sammen, som du kan bære.”

Da Drengen havde Favnen fuld af vissent Græs, tog Gasen et Tag i hans Skjortelinning, løftede ham op og fløj ud paa Isen, hvor Vildgæssene allerede stod og sov med Næbbet under Vingen.

„Bred nu Græsset ud paa Isen, saa jeg har noget at staa paa og ikke fryser fast! Hjælp du mig, saa skal jeg hjælpe dig,” sagde Gasen.

Det gjorde Drengen, og saasnart han var færdig, tog Gasen ham endnu engang i Skjortelinningen og puttede ham ind under sin Vinge. „Der tænker jeg, du skal ligge godt og varmt,” sagde han og klemte til med Vingen.

Drengen laa saadan pakket ind i Dun, at han ikke kunde svare, men dejlig varmt laa han, og træt var han, og sove gjorde han i samme Øjeblik.

NATTEN.

Det er en gammel Sandhed, at Is altid er svigefuld og ikke at stole paa. Midt om Natten flyttede Isflagen paa Vombsøen sig, saa den paa et enkelt Sted stødte imod Bredden. Og nu hændte det, at Mikkel Ræv, som paa den Tid boede paa den østlige Side af Søen i Parken ved Övedskloster, opdagede