XXXIV.
I UPPSALA.
STUDENTEN.
Torsdag 5. Maj.
Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste gennem Landet med Vildgæssene, var der i Uppsala en prægtig, ung Student. Han boede paa et lille Kvistkammer og var saa sparsommelig, at Folk sagde, han levede af næsten ingenting. Sine Studier drev han med Liv og Lyst, saa han blev hurtigere færdig med dem end nogen af de andre. Men derfor var han alligevel ikke nogen Bogorm eller Dødbider; han kunde godt gøre sig lystig med sine Kammerater. Han var netop saadan, som en Student skal være. Han havde ikke Fejl skabt, hvis man da ikke kan kalde det en Fejl, at han var noget forkælet af Medgang. Men det kan hænde den bedste. Lykken er ikke saa let at bære, især ikke i Ungdommen.
En Morgenstund, lige da Studenten var vaagnet, laa han og tænkte paa, hvor godt han dog havde det. „Alle Mennesker holder af mig, baade Kammerater og Lærere,” sagde han til sig selv. „Og saa udmærket som det er gaaet mig med Studeringerne! I Dag skal jeg for sidste Gang op til Tentamen, og saa er jeg snart færdig. Og bliver jeg blot færdig i rette Tid, faar jeg straks en Plads med god Løn. Det er mærkværdigt, saa heldig jeg har været. Men jeg passer jo ogsaa mine Sager, saa det kan ikke andet end gaa mig godt.“
Studenterne i Uppsala sidder ikke i Skolestuer og læser mange sammen som Skolebørn, men de sidder og studerer hver for sig hjemme paa deres Værelser. Naar de er færdige med et Fag, gaar de til deres Professorer og bliver overhørt i hele Faget paa een Gang. Saadan en Overhøring kaldes en Tentamen, og det var netop den sidste og sværeste, Studenten den Dag skulde op til.
