338
sidde her og terpe i sidste Øjeblik. Det gaar ikke bedre for det, naar man kommer til Professoren.“
Studenten læste og løftede ikke sine Øjne fra Papirerne, før han var kommen til det sidste. Da han var færdig, var han meget fornøjet. „Ser man det!” sagde han. „Det var da en forskrækkelig Lærdom! Naar den Bog kommer ud, er hans Lykke gjort. Hvor jeg glæder mig til at fortælle ham, hvor god den er!”
Han samlede alle de løse Blade sammen, hvoraf Haandskriftet bestod, og lagde dem til Rette paa Bordet. Mens han var i Færd med det, hørte han Klokken slaa.
„Naa da, nu er det nok paa Tiden at gaa til Professoren,” sagde han og skyndte sig ud for at hente sit sorte Tøj, der hang i et Pulterkammer ude paa Loftet. Som det ofte gaar, naar man har travlt, var baade Laas og Nøgle drilagtige, og der gik lidt Tid, inden han kom tilbage.
Da han kom i Døren, udstødte han et Raab. I sit Hastværk havde han ladet Døren staa aaben, da han gik, og Vinduet, hvor Skrivebordet stod, var ogsaa aabent. Der var blevet Gennemtræk, og nu saa Studenten de løse Blade fra Haandskriftet hvirvle ud gennem Vinduet. Han tog Gulvet i et eneste vældigt Skridt og lagde sin Haand paa Papirerne, men der var ikke meget tilbage at redde. Kun ti eller tolv Blade laa endnu paa Skrivebordet. Alt det andet dansede med Vinden hen over Gaarde og Tage.
Studenten hældede sig ud af Vinduet og saa efter Papirerne. Paa Taget udenfor Kvistvinduet sad der en sort Fugl og saa' paa ham med haanlig Overlegenhed. „Er det ikke en Ravn?” tænkte Studenten. „Man siger jo, at Ravne varsler Ulykke.” Han saa, at der endnu laa nogle af Papirerne rundt om paa Tagene, og han havde nok kunnet redde idetmindste en Del af det tabte, hvis han ikke havde haft sin Tentamen at tænke paa. Men han syntes, han var nødt til først og fremmest at passe sine egne Sager. „Det gælder jo hele min Fremtid,” tænkte han.
Han klædte sig hurtig paa og styrtede hen til Professoren. Hele Tiden var det tabte Haandskrift i hans Tanker. „Det er en slem Historie,” tænkte han. „Det var ligefrem en Ulykke, at jeg havde saa travlt.”
Professoren begyndte Overhøringen, men Studenten kunde ikke faa sine Tanker fra Haandskriftet. „Hvad var det, den stakkels Fyr sagde!” tænkte han. „Sagde han
