Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/347

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

341

til Tentamen. Jeg troede ikke, du brød dig saa meget om min Mening. Jeg var saa glad over din Bog.“

Den syge saa forskende paa ham og følte sig mere og mere sikker paa, at Studenten vilde skjule noget for ham. „Det er bare noget, du siger, fordi du har hørt, jeg var syg, og vil trøste mig.” — „Paa ingen Maade. Det var et udmærket Arbejde, det forsikrer jeg. dig.“ — „Har du virkelig ikke ødelagt det, som jeg bad dig?” — „Jeg er da ikke gal.” — „Saa hent det! Vis mig, at du ikke har ødelagt det, saa vil jeg tro dig!” sagde den syge og sank tilbage i Puderne saa svag og mat, at Studenten blev bange for, at Anfaldet skulde komme igen.

Det var et frygteligt Øjeblik for Studenten. Han tog den syges Hænder mellem sine, fortalte ham, at hans Haandskrift var blæst ud af Vinduet og sagde, hvor ulykkelig han havde været hele Dagen, fordi han havde voldt ham saa stor Skade.

Da han tav, tog den syge hans Haand og klappede den. „Du er god mod mig, rigtig god. Men bryd dig aldrig om at lave Historier for at spare mig! Jeg forstaar jo, at du har gjort, som jeg sagde, og ødelagt Haandskriftet, fordi det ikke duede noget, og det vil du nu ikke vedgaa. Du tror ikke, jeg kan bære det.”

Studenten forsikrede ham højt og dyrt, at han talte Sandhed, men den anden blev ved sit og vilde ikke tro ham.

„Kunde du give mig Haandskriftet tilbage, vilde jeg tro dig,” sagde han.

Han blev stadig daarligere, og Studenten var tilsidst nødt til at gaa sin Vej, for han saa, at han kun gjorde den anden sygere.

Da han kom hjem, var der en saadan Tunghed og Træthed over ham, at han knap kunde holde sig oppe. Han lavede Te, og saa gik han i Seng. Da han trak Tæppet op over sig, tænkte han paa, hvor lykkelig han havde været om Morgenen. Nu var meget gaaet i Stykker for ham selv, men det kunde han jo bære. „Det værste er, at jeg aldrig i Livet vil kunne glemme, at jeg har voldt et Menneskes Ulykke,” sagde han.

Han troede slet ikke, han kunde sove den Nat. Men underligt nok faldt han i Søvn, saasnart han havde lagt Hovedet paa Puden. Han havde ikke engang faaet Tid til