Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

29

dette, da han var ude paa sin Nattejagt. Mikkel havde allerede om Aftenen set Vildgæssene, men han havde ikke ventet at faa fat paa nogen af dem. Han begav sig nu straks ud paa Isen.

Da Mikkel var ganske tæt ved Vildgæssene, gled han, saa hans Kløer skrabede imod Isen. Gæssene vaagnede og baskede med Vingerne for at kaste sig ud i Luften. Men Mikkel var dem for rap. Han kom farende som skudt ud af en Kanon, snuppede en Gaas ved Vingebenet og styrtede op paa Land igen.

Men denne Nat var Vildgæssene ikke alene ude paa Isen; de havde et Menneske iblandt sig, hvor lille han end var. Drengen var vaagnet ved, at Gasen baskede med Vingerne. Han var faldet ned paa Isen og sad der lysvaagen. Han havde ikke forstaaet noget af det Spektakel, før han saa en lille lavbenet Hund løbe sin; Vej over Isen med en Gaas i Munden.

Drengen løb straks efter for at tage Gaasen fra Hunden. Han hørte nok Gasen raabe efter ham: „Tag dig i Vare, Tommeltot! Tag dig i Vare!“ — „Men saadan en lille Hund behøver jeg da ikke at være bange for,” tænkte Drengen og stormede afsted.

Vildgaasen, som Mikkel Ræv havde taget, hørte Larmen af Drengens Træsko, der klaprede mod Isen, og hun vilde næsten ikke tro sine egne Øren. „Tror den Purk, at han kan tage mig fra Ræven?” tænkte hun. Og hvor ilde hun end var stedt, begyndte det at klukke muntert nede i Struben paa hende, næsten som om hun lo.

„Det første, der sker, er, at han falder i en Revne i Isen,“ tænkte hun.

Men hvor mørk end Natten var, saa Drengen tydeligt alle de Revner og Huller, der var i Isen, og sprang dristig over dem. Det kom af, at han nu havde Nissernes gode Natteøjne og kunde se i Mørke. Han saa baade Søen og Bredden ligesaa tydeligt, som om det var Dag.

Mikkel Ræv løb op paa Isen, der hvor den stødte til Land, og lige idet han arbejdede sig opad skrænten, raabte Drengen til ham: „Slip Gaasen, din Slyngel!” Mikkel vidste ikke, hvem det var, der raabte, og gav sig ikke Tid til at se sig om, satte kun stærkere Fart paa.

Ræven løb nu ind i en Skov med store prægtige Bøgetræer, og Drengen fulgte efter uden nogen Tanke om, at der var Fare paa Færde. Derimod tænkte han hele Tiden paa, hvor foragteligt Vildgæssene havde behandlet ham den foregaaende Af-