349
der var i dit Sted og kunde rejse sin Vej fra alle Bekymringer!”
Ravnen stod udenfor Vinduet, og da Studenten sagde disse Ord, bankede han med Næbbet paa Ruden. Drengen forstod nok, at han vilde minde ham om at passe sit Snit, dersom Studenten skulde sige de rigtige Ord. „Du skal ikke bilde mig ind, at du vilde bytte med mig,“ sagde Drengen. „Den, der er Student, kan da ikke ønske at være noget andet.“
„Det samme tænkte jeg i Morges, da jeg vaagnede,” sagde Studenten. „Men du skulde bare vide, hvad der er hændet mig i Dag. For mig er alting forbi. Det var sandelig det bedste for mig, hvis jeg kunde rejse min Vej med Vildgæssene.”
Igen hørte Niels Bataki banke paa Ruden, og selv blev han helt svimmel og fik Hjertebanken, for det lod jo næsten til, at Studenten kunde komme til at sige de rigtige Ord.
„Jeg har fortalt dig, hvordan jeg har det,” sagde han til Studenten. „Fortæl du nu mig, hvordan du har det!” Og Studenten var sagtens glad over at faa en at betro sig til og fortalte ærligt, hvad der var hændet ham. „Det andet fik nu være, hvad det vil,” sagde Studenten tilsidst. „Men hvad jeg ikke kan udholde, det er, at jeg har bragt en Kammerat i Ulykke. Det var meget bedre for mig, om jeg var i dine Klæder og rejste om med Vildgæssene.”
Bataki bankede ivrig paa Ruden, men Drengen sad længe stille og tavs og stirrede blot lige ud for sig.
„Bi lidt! Du skal snart høre fra mig,“ sagde han med sagte Stemme til Studenten, og derpaa gik han med tøvende Skridt over Skrivebordet og ud ad Vinduet. Lige idet han kom ud paa Taget, stod Solen op, og Uppsala laa badet i Morgenrødens Lys. Det tindrede og blinkede fra alle Tinder og Taarne, og Drengen maatte endnu engang sige til sig selv, at dette var en sand Glædens By.
„Hvad gik der af dig?” sagde Ravnen. „Nu er du gaaet Glip af at blive Menneske.“ — „Jeg har ikke Lyst til at bytte med den Student,“ sagde Drengen. „Jeg fik jo ikke andet end Kedsommeligheder for de bortblæste Papirers Skyld.”
„Dem skal du ikke ængste dig for,” sagde Ravnen. „Dem kan jeg skaffe til Veje.” — „Jeg tvivler ikke om, at du kan,” sagde Drengen, „men jeg er ikke sikker paa, at du gør det. Jeg maa først have den Ting paa det rene.”
Bataki sagde ikke et Ord. Han slog bare sine Vinger ud,
