XXXV.
DUNFIN.
BYEN, DER SVØMMER PAA VANDET.
Fredag 6. Maj.
Ingen kunde være mildere og sødere end den lille Graagaas Dunfin. Alle Vildgæssene holdt meget af hende, og den hvide Gase vilde gerne gaa i Døden for hende. Naar Dunfin bad om noget, kunde ikke engang Akka sige Nej. Saasnart Dunfin kom til Mälaren, kunde hun kende Egnen igen. Udenfor laa Havet med en stor Skærgaard, og der boede hendes Forældre og Søskende paa en lille Holm. Hun bad Vildgæssene flyve med til hendes Hjem, inden de rejste videre nordpaa, saa hun kunde vise sin Familie, at hun endnu var i Live. Det vilde være saadan en stor Glæde for dem.
Akka sagde rent ud, at hun. syntes ikke, Dunfins Forældre og Søskende havde været videre kærlige imod hende, dengang de forlod hende paa Öland. Men det vilde Dunfin ikke give hende Ret i. „Hvad andet skulde de vel gøre, naar de saa, jeg ikke kunde flyve?” sagde hun. „De kunde da ikke blive paa Öland for min Skyld.”
For at faa Vildgæssene til at gøre Rejsen gav Dunfin sig til at fortælle dem om sit Hjem ude i Skærgaarden. Det var en Klippeholm. Saa' man den i det Fjerne, kunde det se ud, som om der ikke var andet end Sten, men naar man kom derhen, opdagede man det dejligste Græs i Kløfter og Fordybninger. Og bedre Rugepladser end de, der fandtes i Fjeldkløfterne dér eller mellem Vidiebuskene, skulde man lede længe efter. Men det bedste af det hele var den gamle Fisker, der boede derude. Dunfin havde hørt, at han i sine unge Dage havde været en ivrig Jæger, der altid laa ude i Skærgaarden og skød Fugle. Men nu paa de gamle Dage, da hans Hustru var død og Bør-
