352
nene taget hjemmefra, saa han var alene tilbage i Reden, var han begyndt at frede om Fuglene ude paa sit Skær. Han løsnede aldrig et Skud paa dem og tillod heller ikke, at andre gjorde det. Han gik om til Fuglerederne, og naar Hunnerne laa paa Æg, hentede han Mad til dem. Ingen var bange for ham. Dunfin havde mange Gange været inde i hans Hytte og var bleven madet med Brødkrummer. Men da nu Fiskeren var saa god imod Fuglene, drog de ud til Skæret i saadanne Masser, at der begyndte at blive knapt med Plads. Kom man et Foraar for sent derud, kunde det ske, at alle Rugepladser var optagne. Derfor var det, Dunfins Forældre og Søskende havde været nødt til at rejse fra hende.
 Kystparti ved Stockholm |
Dunfin tiggede saa længe, til hun fik sin Vilje, skønt Vildgæssene vidste med sig selv, at de var forsinkede og hellere skulde have rejst lige imod Nord. Men saadan en Tur ud i Skærgaarden behøvede jo ikke at forsinke Rejsen mer end en eneste Dag.
De brød op en Morgenstund efterat have styrket sig med et godt Maaltid og fløj imod Øst over Mälaren. Drengen var ikke klar over, hvor de nu kom hen, men han lagde Mærke til, at jo
