356
Guldøje holdt med Søsteren i, at det vist var meget fornemme Fremmede, der var kommen til Øen. Men pludselig afbrød hun sig selv og raabte: „Søster Vingeskøn, Søster Vingeskøn! Ser du ikke, hvem de har med?”
I det samme fik ogsaa Vingeskøn Øje paa Dunfin og blev saa forbavset, at hun længe stod med aabent Næb og ikke gjorde andet end hvæse. „Det kan da umulig være hende! Hvor skulde hun komme i Lag med saadanne Folk? Vi overlod hende jo til at sulte ihjel paa Öland.”
„Det værste er, at hun nok sladrer til Fader og Moder og fortæller, at det var os, der stødte saadan til hende, at hendes Vinge gik af Led,” sagde Guldøje. „Du skal se, det ender med, at vi bliver jaget bort fra Skæret.“
„Ja, der kommer ikke andet end Kedsommelighed ud af at faa den forkælede Unge hjem,“ sagde Vingeskøn. „Men nu tror jeg, det er det klogeste, at vi til at begynde med lader, som vi er uhyre glade over, at hun er kommen tilbage. Hun er saa dum, at hun maaske ikke engang mærkede, vi stødte til hende med Vilje.“
Mens Vingeskøn og Guldøje talte saadan, stod Vildgæssene nede ved Stranden og lagde deres Fjer til Rette efter Rejsen. Saa vandrede de i en lang Række opad Klipperne hen til den Kløft, hvor Dunfin vidste, hendes Forældre plejede at bo.
Dunfins Forældre var udmærkede Folk. De havde boet længere paa Øen end nogen af de andre, og de plejede at raade og hjælpe alle ny Beboere. De havde ogsaa set Vildgæssene komme, men de havde ikke genkendt Dunfin i Flokken. „Det var da mærkeligt at se Vildgæs gaa i Land her paa Skæret,“ sagde Graagasen. „Det er en prægtig Flok. Det kan man straks se paa Flugten. Men det bliver ikke let at finde Redeplads til saa mange.“ — „Endnu er her da ikke saa overfyldt, at vi ikke kan tage imod dem, der kommer,“ sagde hans Hustru. Hun var mild og god af Sind ligesom Dunfin.
Da Akka kom gaaende, gik Dunfins Forældre hende i Møde og skulde lige til at byde hende velkommen. til Øen, da Dunfin fløj op fra sin Plads sidst i Toget og slog ned midt imellem Forældrene. „Fader! Moder! Det er mig! Kender I ikke Dunfin?” raabte hun. Først vilde de gamle ikke rigtig tro deres egne Øjne, men saa kendte de Datteren og blev naturligvis umaadelig glade.
Allerbedst som Vildgæssene og Morten Gase og Dunfin selv kækkede i Munden paa hverandre for at fortælle, hvordan Dunfin var bleven reddet, kom Vingeskøn og Guldøje løbende.
