Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/365

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

359

det ikke gør,” sagde Søsteren. „Var min Gase bare saa stor og stærk som din, saa kunde jeg have noget Haab om det.“ — „Bryder du dig om, at jeg skal bede Morten Gase om at gaa imod den fremmede Fugl?” sagde Dunfin. — „Ja, det gør jeg rigtignok,” sagde Vingeskøn. „Større Tjeneste kunde du ikke gøre mig.“

Næste Morgen var Gasen vaagen før Solen, stillede sig øverst oppe paa Skæret og spejdede til alle Sider. Snart saa han en stor, mørk Fugl komme fra Vest. Vingerne var umaadelig lange, og der hørte ikke meget til at begribe, at det var en Ørn.

Gasen havde ikke ventet sig farligere Fjende end en Ugle, og nu indsaa han, at han knap vilde slippe bort fra det med Livet. Men det faldt ham ikke et Øjeblik ind, at det var urimeligt at indlade sig i Kamp med en Fugl, der var mange Gange stærkere end han.

Ørnen skød ned paa en Maage og slog Kløerne i den. Inden han kunde stige igen, kom Morten Gase farende. „Slip den!” raabte han. „Og kom aldrig mere her, ellers skal du faa med mig at bestille!” — „Hvad er du for en Galfrands?“ sagde Ørnen. „Det er et Held for dig, at jeg ikke har for Skik at slaas med Gæs. Ellers vilde det snart være ude med dig.“

Morten Gase troede, at Ørnen holdt sig for god til at slaas med ham og foer rasende løs paa ham, bed ham i Struben og baskede ham med Vingerne. Det kunde Ørnen naturligvis ikke finde sig i, men huggede igen, dog ikke med fuld Styrke.

Drengen laa og sov paa samme Sted som Akka og Vildgæssene, da han hørte Dunfin raabe: Tommeltot! Tommeltot! Morten Gase er lige ved at blive revet ihjel af en Ørn!” — „Lad mig sidde op paa din Ryg, Dunfin, og bring mig hen til ham!“ sagde Drengen.

Da han kom til Stedet, var Morten Gase blodig og ilde tilredt, men endnu i fuld Kamp. Drengen kunde ikke kæmpe med Ørnen, og der var ikke andet at gøre end at skaffe bedre Hjælp. „Afsted, Dunfin! Hent Akka og Vildgæssene!” raabte han. I det samme han sagde det, holdt Ørnen op at kæmpe. „Hvem er det, der taler om Akka?” spurgte han. Og da han nu saa Tommeltot og hørte Vildgæssene kække, hævede han Vingerne. „Sig til Akka, at jeg ikke havde tænkt mig at træffe hende eller nogen af hendes