Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

31

Drengen paa nogen Maade, men søgte op imod en Aabning i Løvtaget og fløj ned til Søen igen.

Men Mikkel kastede sig over Drengen. „Faar jeg ikke den ene, saa vil jeg have den anden,” sagde han, og man kunde høre paa hans Stemme, hvor vred han var. „Nej, du kan tro nej,“ sagde Drengen og var helt vigtig, fordi han havde reddet Gaasen. Han holdt sig stadig fast i Rævehalen og svang sig i den over til den anden Side, naar Ræven prøvede at fange ham.

Der blev en Dans i Skoven, saa Bøgebladene hvirvlede. Mikkel svingede ustandselig rundt, men Halen svingede med, og Drengen holdt fast i den, saa Ræven ikke kunde faa ham fat.

Drengen var saa glad over sit Held, at han i Begyndelsen kun lo og gjorde Nar af Ræven, men Mikkel var ihærdig, som gamle Jægere jo plejer at være, og Drengen begyndte at blive bange for, at det vilde ende med, han blev nappet.

Da fik han Øje paa en lille Ungbøg, der var skudt i Vejret saa tynd som en Pind for snart at naa op i den fri Luft ovenover det Løvtag, som de gamle Bøgetræer byggede over den. Hurtig slap han sit Tag i Rævehalen og klatrede op i Bøgetræet. Mikkel Ræv var saa ivrig, at han blev ved at danse rundt efter Halen i lang Tid. „Nu skal du ikke ulejlige dig med at danse længer,” sagde Drengen.

Men Ræven kunde ikke bære den Tort, at han ikke skulde faa Bugt med saadan en lille Purk, og han lagde sig under Træet og holdt Vagt.

Drengen havde det ikke hyggeligt, som han sad der og red paa en tynd Gren. Det lille Bøgetræ naaede ikke endnu op til det høje Løvtag. Han kunde ikke komme over til et andet Træ, og han turde ikke hoppe ned af Træet.

Han frøs, saa han blev ganske stiv, og var nær ved at slippe sit Tag om Grenen, og han var forfærdelig søvnig, men han turde ikke sætte sig til at sove af Frygt for at falde ned.

Det var ikke til at tænke sig, hvor uhyggeligt det var at sidde saadan ude i Skoven ved Nattetid. Han havde aldrig før vidst, hvad det vilde sige, at det var Nat. Det var, som om hele Verden var bleven forstenet og aldrig mere kunde komme til Live.

Saa begyndte det at dages, og Drengen blev glad, for nu kom alting igen til at ligne sig selv, men han syntes, det var endnu mere bitterlig koldt, end det havde været om Natten.