367
Tider ganske ubeboede hen. Det er jo sikkert nok, at de havde en god Beliggenhed, siden de laa midt imellem to Vande og to Landskaber, men det var der ingen, der lagde Mærke til. Aar gik efter Aar. Folk bosatte sig baade paa Mälarøerne og ude i Skærgaarden, men de tre Holme i Strømmen fik ingen Indbyggere. En enkelt Gang kunde det ske, at en søfarende lagde sig ved en af dem og slog Telt der Natten over.
Men ingen blev der for Alvor.
En Dag havde en Fisker, der boede paa Lidingø ude i Saltsøen, styret sin Baad ind i Mälaren, og der havde han gjort saa god Fangst, at han havde glemt at sejle hjem i rette Tid. Han var ikke kommet længer end til de tre Holme, før det allerede var ganske mørkt, og da syntes han, det bedste han kunde gøre var at gaa i Land paa en af dem og vente der til længere hen paa Natten, naar det blev Maaneskin, for det vidste han, det blev.
Det var langt hen paa Sommeren, og Vejret var endnu smukt, skønt Aftenerne var begyndt at blive mørke. Fiskeren trak sin Baad op paa Land, lagde sig ved Siden af den med Hovedet paa en Sten og faldt i Søvn. Da han vaagnede, var Maanen for længe siden oppe. Den stod lige over hans Hoved og skinnede saa pragtfuldt, at det næsten var ganske lyst.
Manden foer op og skulde lige til at sætte Baaden i Søen, da han saa en Mængde store Punkter bevæge sig ude i Havet. Det var en stor Stime Sæler, der i fuld Fart kom ind imod Holmen. Da Fiskeren saa', at Sælerne lod til at ville krybe op paa Land, bukkede han sig ned for at lede efter sit Spyd, som han altid havde med i Baaden. Men da han rejste sig igen, var der ingen Sæler at se; i Stedet for stod der paa Søens Bred de skønneste unge Kvinder i grønne Silkeklæder, der slæbte efter dem, og med Perlekroner paa deres Hoveder. Da forstod Fiskeren, at det var Havfruer, der boede paa de øde Skær langt ude i Havet, og som nu havde taget Sælhamme paa for at svømme ind til Land og forlyste sig i Maaneskinnet paa de grønne Holme.
Ganske stille lagde han Spydet ned igen, og da Havfruerne gik op paa Holmen for at lege, listede han sig bagefter og betragtede dem. Han havde hørt, at Havfruerne skulde være saa skønne og yndige, at ingen kunde se dem
