368
uden at blive betagen af deres Skønhed, og han maatte tilstaa, at det ikke var for meget sagt.
Da han en Tid havde set paa deres Dans under Træerne, gik han ned til Stranden, tog en af de Sælhamme, som laa der, og gemte den under en Sten. Derpaa vendte han tilbage til sin Baad, lagde sig ned ved Siden af den og lod, som han sov.
Snart saa han de unge Havfruer komme ned til Stranden for at iføre sig Sælhammene. I Begyndelsen var alt Leg og Munterhed, men snart blev det til Jammer og Klage, fordi en af dem ikke kunde finde sin Sælham. De løb allesammen frem og tilbage paa Strandbredden og hjalp hende at lede, men ingenting fandt de. Allerbedst som de løb og ledte, saa de, at Himlen begyndte at lysne, og Dagen var nær. Da lod det til, de ikke kunde blive længer, men de svømmede allesammen deres Vej undtagen hun, der ingen Sælham havde. Hun blev siddende paa Stranden og græd.
Fiskeren syntes jo nok, det var Synd for hende, men han tvang sig til at blive liggende stille, til det blev højlys Dag. Da stod han op og satte Baaden i Søen, og da han allerede havde løftet Aarerne, lod han, som om han ganske tilfældig fik Øje paa hende. „Hvad er du for en?” raabte han. „Er du en Skibbrudden?”
Hun styrtede hen til ham og spurgte, om han havde set hendes Sælham, men Fiskeren lod, som om han ikke engang forstod, hvad det var, hun spurgte om. Da satte hun sig igen ned og græd, men nu foreslog han, at hun skulde følge med ham i Baaden. „Kom med hjem til min Hytte,” sagde han, „saa kan min Moder tage sig af dig. Du kan da ikke blive siddende her paa Holmen, hvor du hverken kan faa en Seng eller et Maaltid Mad!” Og han føjede sine Ord saa godt, at hun lod sig overtale til at følge med i Baaden.
Baade Fiskeren og hans Moder var mageløs gode imod den stakkels Havfrue, og hun lod til at befinde sig vel hos dem. Dag for Dag blev hun mere fornøjet, hjalp den gamle med hendes Arbejde og var ganske som en anden Skærgaardspige paa det nær, at hun var meget smukkere end nogen af de andre. En Dag spurgte Fiskeren hende, om hun vilde være hans Hustru, og det havde hun ikke noget imod, men sagde straks Ja.
Saa lavede man til Bryllup, og da Havfruen skulde pyntes til Brud, tog hun den grønne, side Klædning paa og den
