369
skinnende Perlekrone, som hun var iført, da Fiskeren saa hende første Gang. I de Tider var der hverken Præst eller Kirke i Skærgaarden, men Brudefolkene satte sig i Baadene for at ro ind i Mälaren og lade sig vie i den første Kirke, de kom til.
Fiskeren havde Bruden og sin Moder i sin Baad, og han sejlede saa godt, at han kom forud for alle de andre. Da han var naaet saa langt, at han kunde se den Holm i Strømmen, hvor han havde vundet sin Brud, der nu sad stolt og smykket ved Siden af ham, kunde han ikke lade være at le ved sig selv. „Hvad ler du af?“ spurgte hun. — „Aa, jeg tænker paa den Nat, da jeg gemte Sælhammen for dig,” svarede Fiskeren, for nu følte han sig saa sikker paa hende, at han ikke længer troede, han behøvede at skjule noget. — „Hvad er det, du siger?” sagde Bruden. „Jeg har da aldrig haft en Sælham.” Det var, som om hun havde glemt det altsammen. „Husker du ikke, hvordan du dansede med Havfruerne?” spurgte han. — „Jeg ved ikke, hvad du mener,” sagde Bruden. „Jeg tror, du maa have haft en underlig Drøm i Nat.“
„Naar jeg nu viser dig din Sælham, vil du saa tro mig?” sagde Fiskeren og styrede i det samme sin Baad ind imod Holmen. De gik i Land, og han fandt Sælhammen under Stenen, hvor han havde gemt den.
Men aldrig saa snart saa Bruden Sælhammen, før hun rev den fra ham og kastede den over sit Hoved. Den lukkede sig om hende, som om den var levende, og hun kastede sig øjeblikkelig ud i Strømmen.
Brudgommen saa hende svømme bort; han sprang ud i Vandet efter hende, men kunde ikke naa hende. Da han saa', at han ikke paa anden Maade kunde standse hende, greb han i sin Fortvivlelse Spydet og kastede det efter hende. Han ramte nok bedre, end han havde villet, for den stakkels Havfrue udstødte et klagende Skrig og forsvandt i Dybet.
Fiskeren blev staaende ved Stranden og ventede paa, at hun igen skulde komme til Syne. Men da saa' han, at der bredte sig et mildt Skær over Vandet rundt om. Det fik en Skønhed, som han aldrig før havde set Mage til. Det skinnede og blinkede blegrødt og hvidt, ligesom Farverne spiller i det indvendige af en Muslingskal.
Da de blinkende Bølger slog mod Kysten, syntes Fiskeren, at ogsaa de blev forandrede. De blev fulde af Blomster
