Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

32

Da Solen omsider stod op, var den ikke gul, men rød. Drengen syntes, det saa ud, som den var vred, og han spekulerede paa, hvad den var vred over. Det var maaske, fordi Natten havde gjort det saa koldt og saa mørkt paa Jorden, mens Solen var borte.

Solstraalerne kom farende frem i store Bundter for at se, hvad ondt Natten havde gjort, og det saa ud, som om alle Ting rødmede, som om de havde en ond Samvittighed. Skyerne paa Himlen, de silkeglatte Bøgestammer, Løvtagets smaa sammenflettede Grene, Rimen, der dækkede Bøgeløvet paa Jorden, alt blussede og blev rødt.

Men der kom flere og flere Straalebundter farende gennem Luften, og snart var al Nattens Uhygge jaget paa Flugt. Forstenelsen var borte, og der kom saa forbavsende meget levende frem. Sortspætten med den røde Nakke gav sig til at pikke med Næbbet paa en Træstamme. Egernet kom farende ud af sin Rede med en Nød, satte sig paa en Gren og gav sig til at knække Nødden. Stæren kom flyvende med en Rodtrevl, og Bogfinken sang i Træets Top.

Da forstod Drengen, at Solen havde sagt til disse Smaaskabninger: „Nu kan I vaagne og komme ud af jeres Reder! Nu er jeg her, nu behøver I ikke at være bange for noget.”

Fra Søen kunde man høre Vildgæssenes Skrig, mens de ordnede sig til Flugt. Straks efter kom alle fjorten Gæs flyvende over Skoven. Drengen prøvede at kalde paa dem, men de fløj saa højt oppe, at hans Stemme ikke kunde naa dem. De troede sagtens, at Ræven for længe siden havde ædt ham. De syntes ikke engang, det var Umagen værd at lede efter ham.

Drengen var nærved at græde af Angst, men nu stod Solen paa Himlen, guldgul og munter og satte Mod i hele Verden. „Det er aldrig værd, Niels Holgersen, at du er bange eller urolig for noget, saa længe jeg er her,” sagde Solen.

GAASELEGEN.

Mandag 21. Marts.

Alting blev ved det samme i Skoven omtrent saa lang Tid, som en Gaas behøver til at spise Frokost, men netop da Morgenen var ved at gaa over til Formiddag, kom en ensom Vildgaas flyvende hen under det tætte Løvtag. Den famlede sig frem mellem Stammer og Grene og fløj ganske langsomt. Saa snart Mikkel Ræv saa den, forlod han sin Plads under det lille