Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/39

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

33

Bøgetræ og listede henimod den. Vildgaasen flygtede ikke for Ræven, men fløj ganske tæt forbi ham. Mikkel sprang højt i Vejret efter den, men fik den ikke fat, og Gaasen fløj videre ned imod Søen.

Det varede ikke længe, før en ny Vildgaas kom flyvende. Den kom samme Vej som den første og fløj endnu lavere og langsommere. Ogsaa den fløj tæt forbi Mikkel Ræv, og han sprang saa højt efter den, at hans Øren rørte ved dens Fødder, men den undslap dog uskadt og fortsatte sin Vej ned mod Søen tavs som en Skygge.

Der gik en lille Tid, saa kom der igen en Vildgaas. Den fløj endnu lavere og langsommere, den syntes at have endnu mere ondt ved at finde Vej mellem Bøgestammerne. Mikkel gjorde et vældigt Spring, og der manglede kun et Haarsbred i, at han havde faaet den fat, men ogsaa denne Gaas undslap.

Straks efter at den var forsvunden, kom der en fjerde Vildgaas. Skønt den fløj saa langsomt og saa daarligt, at Mikkel mente, han kunde fange den uden videre Besvær, var han nu bange for at have Uheld med sig og vilde lade den flyve urørt forbi. Men den fløj samme Vej som de andre, og netop da den var kommen lige over Mikkel, dalede den saa dybt, at han lod sig forlede til at springe op efter den. Han naaede saa højt, at han rørte ved den med Poten, men den kastede sig hurtig til Side og reddede Livet.

Inden Mikkel havde faaet sit Vejr igen, kom der tre Gæs paa Rad. De kom flyvende ganske som de andre, og Mikkel sprang højt i Vejret efter dem alle, men det lykkedes ham ikke at fange nogen af dem.

Derefter kom der fem Gæs, men de fløj bedre end de foregaaende, og skønt ogsaa de saa ud, som om de vilde lokke Mikkel til at springe, modstod han Fristelsen.

Temmelig længe efter kom en enlig Gaas. Det var den trettende. Det var en, der var saa gammel, at den var ganske graa og ikke havde en eneste brun Streg paa hele sin Krop. Det saa ud, som om den ikke rigtig kunde bruge den ene Vinge, den fløj saa elendigt og saa skævt, at den næsten rørte Jorden. Mikkel nøjedes ikke med at springe højt op efter den, han forfulgte den løbende helt ned imod Søen, men heller ikke den Gang blev hans Anstrengelser belønnet.

Da den fjortende Gaas kom, saa det meget smukt ud; den var hvid, og det skinnede som en Lysning i den mørke Skov, naar den svingede sine store Vinger. Da Mikkel saa den, op-