Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/395

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

389

sker, men det varede længe, inden han kunde se, hvad det var for nogen. Fanen blev baaret ad bugtede Stier, og han sad og blev meget nysgerrig efter at se, hvor den og de, der fulgte den, vilde tage Vejen hen. Han kunde da aldrig tænke sig, at de vilde komme op til den grimme, øde Bjergslette, hvor han sad. Men det gjorde de alligevel. Nu kom Fanen frem i Skovbrynet, og bagefter kom hele det Mylr af Mennesker, som den havde vist Vejen. Der blev Liv og Bevægelse paa hele Bjerget, og den Dag havde Drengen saa meget at se paa, at han ikke kedede sig et Øjeblik.

SKOVENS DAG.

Paa den brede Fjeldryg, hvor Gorgo havde efterladt Tommeltot, havde for en halv Snes Aar siden Skovbranden hærget. De forkullede Træer var fældet og kørt bort, og i Udkanterne, hvor den store Brandflade stødte op til den friske Skov, begyndte det igen at grønnes. Men Størstedelen af Fjeldet laa uhyggelig øde og bart hen. Sorte Træstubbe var bleven staaende mellem Stenene som Vidne om, at her havde været en stor, prægtig Skov, men der skød ingen unge Skud op af den Brandtomt.

Folk undrede sig over, at det gik saa smaat for Bjerget at blive klædt med Skov igen, men de tænkte ikke paa, at da Skovbranden rasede, havde Jorden netop savnet Fugtighed efter en lang Tørke. Derfor var det ikke nok med, at Træerne var brændt, og at alt, hvad der groede i Bunden: Lyng og Gederams og Mos og Tyttebærgrønt, ogsaa var forsvundet, men selve Muldjorden, der dækkede Stengrunden, var efter Branden bleven tør og løs som Aske. Hvert Vindpust, der kom, hvirvlede den op i Luften, og da Bjerget laa meget udsat for Blæsten, var den ene Stenflade efter den anden fejet ren. Regnvandet hjalp naturligvis til med at føre Muldjorden bort, og efter at nu Vind og Vand i ti Aar havde gjort deres Bedste for at feje Bjerget rent, saa' det saa nøgent ud, at man nærmest maatte tænke sig, det vilde komme til at ligge øde hen til Verdens sidste Dag.

Men en Dag først paa Sommeren samledes alle Børnene i det Sogn, hvor det afsvedne Bjerg laa, udenfor en af Skolerne. Hvert Barn havde Hakke eller Spade paa Skulderen og en Pakke Mad i Haanden. Saasnart alle var samlet, drog de i et langt Tog op til Skoven. I Spidsen bar de