Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

34

bød han alle sine Kræfter og hoppede halvvejs op til Løvtaget, men den hvide fløj ganske uskadt forbi ligesom de andre.

Nu blev der en Tidlang stille under Bøgetræerne. Det lod til, at hele Vildgæsflokken var draget forbi.

Pludselig huskede Mikkel paa sin Fange og saa op i det lille Bøgetræ. Som det var at vente, var Purken væk.

Men Mikkel fik ikke megen Tid til at tænke paa ham, for nu kom den første Gaas tilbage fra Søen og fløj langsomt som før hen under Løvtaget. Trods alt Uheld var Mikkel glad over, at den kom tilbage, og han styrtede efter den med et højt Spring. Men han havde været for hastig og ikke givet sig Tid til at beregne Springet, saa han kom paa Siden af den.

Efter den Gaas kom der en til og saa en tredje, en fjerde, en femte, lige til det igen havde gaaet Rækken rundt og endte med den gamle isgraa og den store hvide.

De fløj alle langsomt og lavt. Lige naar de svævede hen over Mikkel Ræv, dalede de, ret som om de vilde opfordre ham til at fange dem. Og Mikkel forfulgte dem og gjorde Spring, der var et Par Favne høje, men var ikke i Stand til at faa fat paa en eneste af dem.

Det var den værste Dag, Mikkel Ræv havde oplevet. Vildgæssene fløj uophørlig over Hovedet paa ham, kom og forsvandt, kom og forsvandt. Store, dejlige Gæs, der havde ædt sig fede paa de tyske Marker og paa Hederne, fløj hele Dagen om i Skoven saa nær ved ham, at han mange Gange rørte ved dem, og han fik ikke stillet sin Sult paa en eneste af dem.

Vinteren var knap forbi endnu, og Mikkel huskede Dage og Nætter, da han havde drevet ledig om uden at have et Stykke Vildt at jage, da Trækfuglene var borte, da Musene gemte sig under den frosne Jordskorpe, og da Hønsene var lukket inde. Men al Vinterens Sult havde ikke været saa haard at døje som denne Dags Skuffelse.

Mikkel var ikke nogen ung Ræv. Han havde mange Gange haft Hundene efter sig og hørt Kuglerne pibe sig om Ørene. Han havde ligget gemt dybt inde i Hulen, mens Grævlingehundene krøb om i Gangene og var lige ved at finde ham. Men al den Angst, Mikkel havde udstaaet ved den hidsigste Jagt, var for intenting at regne mod den, han følte, hver Gang det ikke lykkedes ham at snappe en af Vildgæssene.

Om Morgenen, da Legen begyndte, var Mikkel saa fin, at Gæssene blev forbavsede, da de saa ham. Mikkel elskede Pragt, og hans Pels var skinnende rød, Brystet hvidt, Snuden