396
Saasnart han saa' et Sætertog, lod han sig dale og undersøgte det med sit skarpe Blik. Men der gik Time efter Time, uden at han fandt ham.
Efter megen Flyven frem og tilbage kom Ørnen henimod Aften til en bjergrig og ensom Egn, der laa øst for den store Hoveddal. Igen saa' han en Sæter under sig. Folk og Kvæg var allerede naaet derhen. Mændene stod og huggede Brænde, og Sæterpigerne malkede Køerne.
“Se der!” sagde Gorgo. „Der tror jeg, vi har Manden.”
Han lod sig dale, og Niels saa til sin store Forandring, at Ørnen havde Ret. Der stod virkelig den lille Klement Larsson og huggede Brænde paa Sæterengen.
Gorgo slog ned i den tætte Skov et Stykke fra Husene. „Nu har jeg udført det, jeg havde paataget mig,” sagde han og gjorde et stolt Kast med Hovedet. „Nu maa du se at komme til at tale med Manden. Jeg sætter mig deroppe i den tætte Fyrretop og venter paa dig.”
DYRENES NYTAARSNAT.
Paa Sæteren var Arbejdet endt og Nadveren spist, men Folkene blev siddende oppe og snakkede sammen. Det var længe siden, de havde været i Skoven en Sommernat, og de syntes næsten, det var Synd at lægge sig til at sove. Det var saa lyst som ved højlys Dag, og Sæterpigerne gav sig i Lag med deres Haandarbejder, men engang imellem løftede de Hovedet, saa ind i Skoven og smilede stille for sig selv. „Ja, nu er vi her igen,” sagde de. Landsbyen med al dens Uro svandt bort af deres Sind, og Skoven fyldte dem med sin dybe Fred. Naar de hjemme paa Gaarden tænkte paa, at de skulde gaa alene oppe i Skoven hele Sommeren, kunde de knap begribe, hvordan de skulde holde det ud, men saasnart de var kommen op til Sæteren, følte de, at her havde de dog deres bedste Tid.
Der var kommet unge Piger og Karle i Besøg fra nogle Sætere i Nærheden, saa det var ikke saa faa, der sad lejret i Græsset udenfor Hytterne, men der vilde ikke komme nogen rigtig Samtale i Gang. Mændene skulde ned til Landsbyen igen næste Dag, og Sæterpigerne sagde dem Besked om forskellige Ting og gav dem Bud med til Hjemmet. Det var omtrent alt, hvad der blev sagt.
Da saa' den ældste af Sæterpigerne op fra sit Arbejde og sagde muntert: „Her behøver da ikke at være saa stille paa Sæ-
