404
vilde Dyr. Bagest i Rækken kom Hesten, der havde baaret sin Husbond op ad Blacksaasen. Provsten stod ikke af Sadlen, men blev siddende og lod Dyret bære ham hen til Skovkongen.
Han havde hverken Bøsse eller Kniv at forsvare sig med. Men han havde taget Alterbogen frem og sad med den trykket op imod sit Bryst, nu da han gav sig i Kamp med Troldtøjet.
I Begyndelsen lod det til, at ingen lagde Mærke til ham. Præstegaardsbesætningen gik forbi Skovkongen ganske som de andre Flokke. Skovkongen lod ikke Fyrrefaklen synke over noget af Dyrene. Først da den kloge Hest kom, gjorde han en Bevægelse som for at mærke den til Døden.
Men i det samme rakte Provsten Alterbogen i Vejret, og Fakkelskinnet faldt paa Korset paa Bogens Bind. Skovkongen udstødte et højt, skingrende Skrig, og Faklen faldt ud af hans Haand og ned paa Jorden.
Faklen slukkedes øjeblikkelig, og i den pludselige Overgang fra Lys til Mørke kunde Provsten ingenting se. Han hørte heller ingenting. Rundt om ham herskede den samme dybe Stilhed, som der ellers hersker om Vinteren i Vildmarken.
Da skiltes de tunge Skyer, der dækkede Himlen, pludselig ad, og gennem Revnen kom Fuldmaanen til Syne og kastede sine Straaler ned paa Jorden. Og nu saa Provsten, at han og Hesten stod ganske alene paa Toppen af Blacksaasen. Ikke et eneste af de mange vilde Dyr var der længer. Jorden var ikke trampet ned af de mange Kvæghjorder, der var gaaet over den. Men selv sad han med Alterbogen strakt frem foran sig, og Hesten, der bar ham, rystede og var badet i Sved.
Da Provsten igen kom ned af Bjerget og kom hjem til sin Gaard, vidste han ikke ret, om det, han havde set, var Drøm eller Syn eller Virkelighed. Men at det var en Formaning til ham om at tænke paa de stakkels Dyr, der var i de vilde Dyrs Magt, det forstod han. Og han prædikede saa vældigt for Delsbobønderne, at i hans Tid blev alle Ulve og Bjørne udryddede her i Sognet, — skønt det jo nok kan være, de kom tilbage, da han først var borte.”
Her endte Bernhard sin Historie. De syntes allesammen, den var udmærket, og det lod til at være en afgjort Sag, at han skulde have Prisen. De fleste fandt næsten, det
