408
bedste, hans Moder havde i Fadeburet. Her maatte de efter det strenge Arbejde lægge sig til Hvile i en Hytte, der var ringere end et Udhus. Og hvad de fik at spise, det var nu ikke til at begribe. „Jeg er bange for, at der ikke bliver gjort Høstgilder for disse Arbejdere,” sagde han.
Lidt længer henne saa' de under sig en forfærdelig ussel Vej, der snoede sig gennem Skoven. Den var smal og skæv, bakket og kroget, stenet og hullet og paa flere Steder gennemskaaret af Bække. Da de fløj hen over Skovvejen, hørte Ørnen, at Drengen undrede sig over, hvad der vel kunde være kørt ad saadan en Vej.
„Det er ad denne Vej, Høsten er kørt til Stakken,” sagde Ørnen,
Igen kunde Drengen ikke lade være at tænke paa, hvad- for et muntert Liv der var hjemme, naar de store Høstvogne, forspændt med to stærke Heste, kørte Kornet hjem fra Marken. Karlen, der kørte, sad strunk øverst oppe paa Læsset, Hestene brystede sig stolt, og Børnene, der havde faaet Lov til at kravle op paa Læsset, sad og skreg og lo, halvt glade og halvt bange. Men her kørtes tunge Bjælker op og ned ad bratte Bakker. Hestene maatte føle sig som radbrækket, Kusken var vist tit og ofte helt fortvivlet. „Jeg er bange for, der ikke høres megen munter Tale paa denne Vej,” sagde Drengen.
Ørnen svang sig frem med vældige Vingeslag, og lidt efter lidt kom de til Bredden af en Elv. Her fik de Øje paa et Sted, der var helt bedækket med Spaaner, Pinde og Bark. Ørnen hørte, at Drengen undrede sig over, at der saa' saa uordentligt ud dernede.
„Her er det, Høsten har staaet i Stak,” raabte Ørnen.
Drengen tænkte paa, hvordan Kornstakkene hjemme paa hans Egn blev stillet op tæt ved Gaardene, som om de var deres bedste Prydelse. Her kørte man Høsten ned til en øde Elvbred og lod den staa der. „Jeg gad vidst, om der er nogen, der gaar her ud i Vildmarken og tæller sine Hæs og sammenligner dem med Naboens,” sagde han.
Kort Tid efter kom de til den store Elv Ljungan, der løb i en bred Dal. Og lige med eet var alt saa forandret, at de kunde tro, de var kommet til et andet Land. Den mørke Naaleskov var ladt tilbage paa de bratte Bakker ovenfor Dalen, og Skraaningerne var bevokset med hvidstammede Birke og Popler. Dalen var saa bred, at Elven
