414
sagde, at Vorherre var kommen til at vende op og ned paa Sverige, da han bredte det ud paa Jorden. De andre lo af ham, men han paastod, at havde de bare set, hvor smukt der var oppe mod Nord, saa vilde de indse, at det ikke kunde have været Meningen fra Begyndelsen, at saadan et Land skulde ligge saa langt af Vejen. og det tror jeg næsten, han havde Ret i.“
Da Drengen havde set sig mæt paa Landskabet, tog han Ranslen af Ryggen, tog et Stykke fint, hvidt Brød frem og gav sig til at spise. „Jeg tror aldrig, jeg har smagt saa godt Brød,” tænkte han. „Og hvor jeg har meget tiltilbage! Det kan slaa til i flere Dage. I Gaar ved denne Tid tænkte jeg mindst, at jeg skulde komme i Besiddelse af saadan en Rigdom.”
Mens han tyggede og spiste, tænkte han paa, hvordan han havde faaet Brødet. „Det er nok, fordi jeg fik det paa saadan en køn Maade, at det smager mig saa godt,” sagde han.
Allerede Aftenen i Forvejen havde Kongeørnen forladt Medelpad, og knap var han kommen over Grænsen til Ångermanland, før Niels Holgersen fik Øje paa en Aadal og en Elv, der var saa vældige, at de overgik alt, hvad han tidligere havde set af den Slags.
Dalen laa saa bred mellem Aasene, at det faldt Drengen ind, om den ikke i sin Tid var gravet af en anden Elv, der var meget bredere og større end den, der nu løb derigennem. Da Dalen var færdig, maatte den paa en eller anden Maade være bleven fyldt med Sand og Jord, ikke fuldstændig, men et godt Stykke op ad Bjergene. Og gennem dette løse Fyld havde saa den Elv, der nu løb igennem Dalen, og som ogsaa var meget bred og vandrig, gravet sig en dyb Fure. Den havde skaaret sine Bredder til paa det prægtigste, snart var der bløde Skraaninger, som blomstrede saa pragtfuldt, at det skinnede rødt, blaat og gult helt op til Drengen, snart steg de Dele af Bredden, der var saa haarde, at Vandet ikke kunde slide dem til, op fra Elvbredden som stejle Mure og Taarne.
Deroppe i Højden, hvor Niels Holgersen fløj, syntes han, at han paa een Gang kunde se ned i tre forskellige Slags Verdener. Længst nede i Dalens Dyb, hvor Elven løb, var een Verden. Der blev der flødet Tømmer, der gik Dampskibe fra Bro til Bro, der klaprede Savvær-
