Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/422

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

416

Gorgo kunde ikke finde sig i, det skulde kunne siges, at Drengen havde det ringere, naar han fløj med ham, end naar han rejste med Vildgæssene, og han sagtnede straks Farten. „Hvorfor har du ikke talt om det før?” sagde han. „Du skal faa saa meget Mad, du vil have. Du skal ikke have nødig at sulte, naar du har en Ørn til Rejsekammerat.”

Straks efter fik Ørnen Øje paa en Bonde, der gik og saaede paa en Mark helt nede ved Bredden af Elven. Kornet var i en Kurv, som Manden havde hængende foran paa Brystet, og hver Gang den var tom, hentede han ny Sæd fra en Sæk, der stod henne ved Agerrenen. Ørnen kunde nok regne ud, at den Sæk var fuld af den bedste Mad, som Drengen kunde ønske sig, og han lod sig dale ned imod den.

Men inden Ørnen var naaet ned til Jorden, opstod der en forfærdelig Larm rundt om dem. Det var Krager, og det var Spurve, og det var Svaler, der kom pilende og skreg, saa det skingrede, i den Tro, at Ørnen vilde slaa ned paa en Fugl. „Væk, væk, din Røver! Væk, væk, Fuglemorder!” raabte de. De holdt saadan et Spektakel, at Bonden lagde Mærke til det og kom løbende til. Da var Ørnen nødt til at flygte. Drengen havde ikke faaet et eneste Korn.

Det var saa underligt med Smaafuglene. Ikke nok med, at de tvang Ørnen til at flygte, men de forfulgte ham ogsaa et langt Stykke op gennem Dalen, og alle Steder hørte Folk deres Skrig, Kvinderne kom ud paa Gaardspladsen og klappede i Hænderne, saa det smældede som Geværsalver, og Mændene kom farende med Bøsse i Haanden.

Og saadan gik det, hver Gang Ørnen lod sig dale ned mod Jorden. Drengen havde helt opgivet Haabet om, at Ørnen kunde skaffe ham Mad. Han havde aldrig vidst, at Gorgo var saa hadet og afskyet. Han var nær ved at finde, det var Synd for ham.

Kort efter kom de flyvende over en stor Bondegaard, hvor Husmoderen aabenbart den Dag havde haft stor Bagning. Hun havde nu stillet en Plade friskbagte Hvedebrød ud paa Gaardspladsen for at svales, og stod ved Siden af og passede paa, at Hunden eller Katten ikke skulde komme og stjæle dem.

Ørnen lod sig dale ned over Gaarden, men han turde ikke slaa ned lige for Øjnene af Bondekonen. Han fløj