417
raadvild frem og tilbage. Et Par Gange var han helt nede ved Skorstenen, men fløj opad igen.
Men saa fik Bondekonen Øje paa Ørnen. Hun løftede Hovedet og fulgte ham med Øjnene. „Hvor den Fugl dog teer sig underligt!“ sagde hun. „Jeg tror, den vil have et af mine Hvedebrød!”
Det var saadan en smuk Kone, høj og lys med et aabent og fornøjet Ansigt. Hun lo saa hjerteligt, tog et Brød fra Pladen og holdt det højt op over sit Hoved. „Vil du have det, saa tag det!“ sagde hun.
Ørnen kunde ikke forstaa, hvad hun sagde, men han var alligevel straks paa det rene med, at hun vilde give ham Brødet. I susende Fart pilede han ned, snappede Brødet og hævede sig igen op i Luften.
Da Drengen saa Ørnen gribe Brødet, fik han Taarer i Øjnene. Dels græd han af Glæde, fordi han nu et Par Dage var fri for at sulte, men han var ogsaa rørt over, at Bondekonen havde givet den vilde Rovfugl sit Brød.
Og som han nu sad der i Grantoppen, kunde han, naar han vilde, se den høje, lyse Kvinde for sig, som hun stod paa Gaardspladsen og rakte Brødet i Vejret.
Hun vidste sikkert nok, at den store Fugl var en Kongeørn, en Røver, som Folk ellers hilste med skarpe Skud, og hun saa vel ogsaa nok den underlige Skifting, han bar paa Ryggen, men hun havde ikke brudt sig om, hvem de var; saa snart hun forstod, de var sultne, delte hun sit gode Brød med dem.
„Bliver jeg nogensinde Menneske igen,” tænkte Drengen, „saa vil jeg rejse op og se at finde den smukke Bondekone ved den store Elv og takke hende, fordi hun var saa god imod os.”
SKOVBRANDEN.
Mens Niels Holgersen endnu var i Færd med sin Frokost, mærkede han en svag Brandlugt fra Nord. Han vendte sig straks til den Side og saa en ganske tynd Røgsøjle, som en hvid Taage, stige op fra en skovklædt Aas, ikke fra den nærmeste, men fra den anden i Rækken derfra, hvor han sad. Det saa underligt ud med Røg midt i den vilde Skov, men det kunde jo være, at der laa en Sæter derhenne, og at Pigerne var i Færd med at koge deres Morgenkaffe.
Det var alligevel besynderligt, saa den Røg tog til og
