419
var det første Træ paa Aasen, der fængede, og det var ikke til at begribe, hvordan Ilden havde naaet den. Var den kommen flyvende paa røde Vinger, eller var den kommen hvislende hen ad Jorden som en Slange? Ja, det var ikke godt at sige, men nu var den der engang. Hele Fyrren blussede som et Baal Riskviste.
Saa! Nu slog der en hvid Røg frem paa mange Steder i Aasen. Skovbranden var nok baade Fugl og Slange. Den kunde baade kaste sig et langt Stykke frem gennem Luften og krybe henad Jorden. Den tændte hele Skoven i Brand paa een Gang.
Fuglene flygtede i vild Hast. De kom flagrende ud fra Røgen som store Sodflager, fløj tværs over Dalen og kom over til Aasen, hvor Drengen sad. En Bjergugle satte sig ved Siden af ham i Fyrren, og lige over ham slog en Duehøg ned paa en Gren. Til en anden Tid havde det været farlige Naboer, men nu saa de ikke engang til ham. De stirrede kun paa Ilden, de kunde sagtens ikke begribe, hvad der gik af Skoven. En Maar kom ogsaa farende op i Fyrrens Top, stillede sig yderst ude paa en Gren og saa' med sine blanke Øjne over paa den brændende Skovaas. Lige ved Siden af Maaren sad et Egern, men det lod ikke til, de saa' hinanden.
Nu kom Ilden væltende ned ad Dalskraaningen. Den hvæsede og drønede som en brusende Storm. Gennem Røgen kunde man se Flammerne flyve fra Træ til Træ. Inden en Gran kom i Brand, indhylledes den først i et tyndt Røgslør, saa blev alle Naalene lige med eet røde, og saa begyndte det at knitre og brænde.
Nede i Dalen under ham løb en lille Bæk med Elletræer og smaa Birke langs Bredden. Det saa' ud, som om Ilden vilde standse der. Løvtræerne fængede ikke saa hurtigt som Naaletræerne. Skovbranden blev staaende som foran en Mur og kunde ikke komme videre. Den glødede og gnistrede, prøvede at springe over til Fyrreskoven paa den anden Side Bækken, men naaede den ikke.
For en Tid var Ilden standset, men saa sprang en lang Flamme over til den store, udgaaede Fyr, der stod et Stykke oppe paa Skrænten, og straks stod den i lys Lue. Og dermed var Ilden kommen over Bækken. Heden var saa stærk, at hvert eneste Træ paa hele Skrænten var rede til at fænge.
