420
Og med Brusen og Buldren som den voldsomste Storm og det vildeste Vandfald fløj Skovbranden op imod Aasen.
Da fløj Høgen og Bjerguglen deres Vej, og Maaren fo'r ned fra Træet. Det vilde aabenbart ikke vare mange Øjeblikke, før Ilden naaede Fyrrens Top. Drengen maatte nok ogsaa se at komme afsted. Det var ikke let at komme ned af Granens høje, lige Stamme. Han holdt sig fast i den, saa godt han kunde, lod sig glide lange Stykker fra Gren til Gren og styrtede tilsidst voldsomt til Jorden. Men han havde ikke Tid til at føle efter, om han havde slaaet sig. Det gjaldt kun om at løbe sin Vej. Som et hvislende Lyn slog Ilden ned i Fyrren, Jorden under ham var hed og begyndte at ryge. Paa den ene Side af ham løb en Los, paa den anden ringlede en lang Hugorm sig, og lige ved Siden af Hugormen klukkede en Urfuglehun, der skyndte sig afsted med sine smaa, dunede Kyllinger.
Da de flygtende var kommen ned ad Skrænten og ned i Dalen, stødte de paa Folk, der var gaaet ud for at slukke Ilden. De havde vist allerede været der længe, men Drengen havde stirret saa vedholdende i den anden Retning, den, hvor Ilden kom fra, at han ikke havde lagt Mærke til dem før. Ogsaa nede i denne Dalsænkning var der en Bæk med en bred Kant af Løvtræer, og i Læ af den arbejdede Menneskene. De fældede de Naaletræer, der stod nærmest ved Ellene, hentede Vand i Bækken og gød det ud over Jorden og rykkede Lyng og Gederams op, for at Ilden ikke skulde bane sig Vej gennem Smaakrattet.
Heller ikke de tænkte paa andet end Skovbranden, der nu kom væltende imod dem. De flygtende Dyr løb imellem Benene paa dem, men de saa' ikke til dem. De slog ikke efter Hugormen, de søgte ikke at fange Urfuglehunnen, som hun løb der frem og tilbage ved Bækken med de smaa, pibende Unger, de ænsede ikke engang Tommeltot. De stod med store Fyrregrene, som de havde dyppet i Bækken; de vilde aabenbart bruge dem som Vaaben imod Ilden. De var ikke særlig mange. Det var mærkeligt at se dem staa der rede til at kæmpe, mens alt andet flygtede.
Da Ilden kom ned ad Skrænten med Bulder og Brag og ulidelig Hede og kvælende Røg, rede til at fare over Bækken med dens Mur af Løvtræer og naa over til den anden Bred uden engang at behøve at standse, veg Menne-
