Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/427

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

421

skene i første Øjeblik tilbage, som om de ikke kunde staa imod. Men de flygtede ikke langt; de vendte om.

Skovbranden brød paa med vældig Kraft, Gnisterne styrtede som en Ildregn ned over Løvtræerne, de lange Flammer slog hvislende ud af Røgen, som om Skoven paa den anden Side sugede dem til sig.

Men Løvtræerne standsede Ilden, og bag dem arbejdede Menneskene. Hvor Jorden begyndte at ryge, hentede de Vand i deres Spande og afkølede den. Naar et Træ indhylledes i Røg, angreb de det med ilsomme Øksehug, væltede det om paa Jorden og slukkede Flammerne. Hvor Ilden ulmede i Lyngen, slog de den ned med de vaade Fyrregrene og kvalte den.

Røgen blev saa tæt, at den indhyllede det altsammen. Det var ikke til at se, hvordan det gik med Kampen, men man kunde jo nok vide, den var haard, og at det flere Gange var nær ved, at Branden skulde brede sig videre.

Men endelig, efter en Stunds Forløb, tog Ildens stærke Brag af i Styrke, og Røgen spredte sig. Da havde Løvtræerne mistet alle deres Blade, Jorden under dem var afsvedet, Menneskene var sorte af Røg og badet i Sved, men Skovbranden var standset. Den blussede ikke længer. Røgen gled hvid og blød henad Jorden, og en Mængde sorte Stænger dukkede op af den. Det var alt, hvad der var tilbage af den prægtige Skov.

Drengen var kravlet op paa en Sten, og der havde han staaet og set paa, at Ilden blev slukket. Men nu, da Skoven var reddet, begyndte Faren for ham, Uglen og Høgen rettede paa een Gang deres Blikke imod ham.

Da hørte han en velbekendt Stemme raabe hans Navn. Kongeørnen Gorgo kom susende ned gennem Skoven. Og snart gyngede Drengen oppe i Skyerne, frelst fra enhver Fare.