XLII.
VÅSTERBOTTEN OG LAPLAND.
DE FEM SPEJDERE.
Mens Niels Holgersen var paa Skansen, sad han engang under Trappen op til Bollnäshuset og hørte Klement og den gamle Lap tale om Norrland. De var enige om, at det var den bedste Del af Sverige, men Klement Larsson syntes bedst om Landskaberne syd for Ångermanelven, mens Lappen paastod, at de, der laa Nord for denne Elv, var de vigtigste.
Bedst som de sad og talte om det, slap det ud, at Klement aldrig havde været længere nord paa end i Hernösand, og saa kunde Lappen ikke lade være at le af, at han udtalte sig med saa stor Sikkerhed om Egne, han aldrig havde set. „Jeg bliver vist nødt til at fortælle dig en Historie, Klement, saa du kan faa Besked om, hvordan der ser ud i Västerbotten og Lapland. i det store Sameland, hvor du aldrig har været,” sagde han. — „Det skal aldrig kunne siges mig paa, at jeg siger Nej til en Historie, ligesaa lidt som det skal kunne siges om dig, at du siger Nej til en Taar Kaffe,“ svarede Klement, og den gamle Lap begyndte sin Historie.
„Det skete en Gang, Klement, at de Fugle, der boede nede i Sverige, Syd for det store Sameland, syntes, de havde det for knapt med Husrum og tænkte paa at drage nordpaa.
De samledes og raadslog. De unge og ivrige vilde straks paa Træk, men de gamle og kloge satte igennem, at de først skulde sende Spejdere ud for at undersøge det fremmede Land. „Lad hvert af de fem store Fuglefolk udsende en Spejder,” sagde de kloge, „saa at vi alle kan faa at vide, om vi oppe mod Nord kan finde Redepladser, Føde og Skjulesteder!“
De fem store Fuglefolk valgte straks fem gode og kloge Fugle. Skovfuglene valgte en Tjur, Slettefuglene en Lærke,
