427
langt, at den fik Kolmården at se! Da vilde den rigtignok føle sig ringe.
Og den Have, som han lige nu saa under sig! Der var smukke Træer i den, men hverken Frugttræer eller ædle Linde og Kastanier, kun Rønnetræer og Birke. Der var kønne Buske i den, men ikke Guldregn og Hyld, kun Hæggebær og Syrener. Urtebede var der ogsaa, men de var endnu ikke gravede og tilplantede. Tænk, om saadan en Køkkenhave kom farende helt ned til en Herregaardshave i Sörmland! Da vilde den vist mene om sig selv, at den ikke var andet end en Vildmark.
Eller Engen der, som var bedækket med saa mange smaa, graa Lader, at man skulde tro, det halve af Jorden var gaaet med til Byggeplads! Hvis den drev ned til Ostgötasletten, da vilde alle Bønderne dernede rigtignok gøre store Øjne.
Men dersom den store Mose, som nu laa under ham, helt bevokset med Fyrretræer, der ikke stod stive og ret op og ned som i almindelige Skove, men havde buskede Grene og fyldige Kroner og havde spredt sig i yndefulde Grupper paa det skønneste Tæppe af hvid Rensdyrlav, dersom den tog Vejen ned til Övedsklosters Park, saa vilde den prægtige Park blive nødt til at indrømme, at den havde fundet sin Lige.
Tænk, om Trækirken neden under ham med Væggene dækket med rød Træspaan, med det broget malede Klokketaarn og med en hel lille By af graa „Kirkeboder“ ved Siden kom dragende ned forbi en af Gotlandskirkerne med deres tykke Murstensmure! De maatte rigtignok have meget at fortælle hinanden.
Men hele Landskabets Stolthed og Ære, det var de vældige, mørke Elve med deres prægtige Dale fulde af Gaarde, deres Masser af Tømmer, deres Savværker, deres Byer og deres Vrimmel af Dampskibe ved Udløbet. Viste saadan en Elv sig nede i Landet, vilde alle Aaer og Elve Syd for Dalelven gaa i Jorden af Undseelse.
Og tænk, om saadan en umaadelig stor Slette, saa godt beliggende, saa let at dyrke, kom glidende hen for Øjnene af de fattige Smålandsbønder! Da vilde de nok komme farende fra deres magre Jordpletter og smaa stenede Marker og give sig til at rydde og dyrke den.
Een Ting var der, som Landskabet her havde mere af end alle de andre, og det var Lys. Tranerne stod og sov paa Moserne, Natten maatte være kommen, men Lyset var der endnu.
