429
Og skønt Drengen hang saa ubekvemt imellem Ørnens Kløer, faldt han virkelig i Søvn, og mens han sov, drømte han.
Han syntes, han var paa en bred Vej nede i det sydlige Sverige og løb saa hurtig, som hans smaa Ben kunde bære ham. Han var ikke alene, men en Mængde andre drog den samme Vej. Tæt ved Siden af ham kom Rugstraaene marcherende med tunge Aks i Toppen og Kornblomster imellem sig, Æbletræerne kom pustende tunge af Frugt, og efter dem fulgte Bønner og Ærter fulde af Bælge, store Buske af Præstekraver og hele Krat af Frugtbuske. Store Løvtræer, baade Bøg og Eg og Lind, gik i Ro og Mag midt ad Vejen, susede stolt med deres Kroner og gik ikke af Vejen for nogen. Mellem Benene paa ham kom Smaaplanterne løbende: Jordbærplanter, Anemoner, Fandens Mælkebøtter, Kløver og Forglemmigejer. Først syntes han ikke, det var andet end Planter, der saadan drog henad Vejen, men snart opdagede han, at baade Dyr og Mennesker fulgte med. Insekterne surrede rundt om de fremadilende Planter, i Grøfterne svømmede Fisk, Fuglene sad og sang i de vandrende Træer, tamme og vilde Dyr løb omkap, og midt imellem det altsammen gik der Mennesker, nogle med Spader og Leer, andre med Økser, atter andre med Bøsser og nogle med Fiskestænger.
Toget kom dragende med Glæde og Munterhed, og det undrede ham ikke, da han saa, hvem der anførte det. Det var ingen ringere end Solen selv. Den kom rullende henad Vejen som et stort, skinnende Hoved med Haar af mangefarvede Straaler og et Ansigt, der lyste af Munterhed og Godhed. „Fremad!” raabte den uafbrudt. „Ingen behøver at være bange, naar jeg er med! Fremad! Fremad!”
„Jeg gad vidst, hvor Solen vil føre os hen,” sagde Drengen ved sig selv. Men Rugstraaet, der gik ved Siden af ham, havde hørt, hvad han sagde, og det svarede straks: „Den vil føre os op til Lapland for at kæmpe mod den store Forstener.”
Niels Holgersen saa' snart, at flere af Fodgængerne blev betænkelige, sagtnede Farten og tilsidst blev tilbage. Han saa, at det store Bøgetræ standsede, Raadyret og Hveden blev tilbage ved Grøftekanten, og ligesaa Brombærbuskene, de store, gule Engblommer, Kastanietræerne og Agerhønsene.
Han saa sig om for at finde Grunden til, at saa mange blev tilbage. Da opdagede han, at han ikke længer var i det sydlige Sverige, men Vandringen var gaaet saa hurtig, at de allerede var i Svealand.
