Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/437

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

431

terne, Ribsbusken var fulgt med lige her til; Elsdyret og Koen havde gaaet Side om Side, men nu blev alle disse tilbage. Menneskene fulgte med et Stykke endnu, men saa blev de ogsaa staaende. Solen vilde næsten være bleven ganske alene tilbage, hvis der ikke var kommet ny Rejsefæller. Pilebuske og en. Mængde andet Smaakrat sluttede sig til Toget. Lapper og Rensdyr, Bjergugler og Fjeldræve og Sneryper kom ogsaa med.

Nu hørte Drengen noget, der kom dem i Møde. Det var en Mængde Floder og Bække, der kom styrtende med vældig Susen og Brusen. „Hvorfor har de saa travlt?” spurgte han. — „De flygter for den store Forstener, der bor oppe i Fjeldene,“ svarede en Rypehun.

Lige med eet saa Niels Holgersen, at der foran dem hævede sig en høj, mørk Mur med takket Murkrone. Da de saa Muren, syntes de alle at vige tilbage, men straks vendte Solen sit straalende Aasyn imod den og udgød sit Lys over den. Da viste det sig, at det ikke var en Mur, der stod i Vejen for dem, men kun de allerskønneste Bjerge, der hævede sig, det ene bag det andet. Toppene blev røde i Solskinnet, Skraaningerne stod lyseblaa med Guldstriber. „Fremad! Fremad! Ingen Fare, saa længe jeg er med!” raabte Solen og rullede op ad Bjergets bratte Sider.

Men paa Vejen op ad Bjerget blev Solen forladt af den tapre Ungbirk, den stærke Fyr og den haardnakkede Gran. Her forlod Rensdyret, Lappen og Pilebusken den ogsaa. Tilsidst, da den var naaet op paa Bjergets Top, var der ikke andre med end den lille Niels Holgersen.

Solen rullede ind i en Kløft, hvor Væggene var dækket med Is, og Niels Holgersen vilde følge med derind, men han kom ikke længer end til Aabningen af Kløften, for der saa' han noget forfærdeligt. Allerinderst inde i Kløften sad en gammel Trold; hans Legeme var af Is, hans Haar af Istapper og hans Kappe af Sne. Foran Trolden laa nogle sorte Ulve, der rejste sig og spærrede deres Gab op, saasnart Solen viste sig. Og ud af det ene Ulvegab kom den bitre Kulde, ud af det andet kom den bidende Nordenvind, og ud af det tredje kom det sorte Mørke. „Der har vi nok den store Forstener,” tænkte Drengen. Han var klar over, at han gjorde klogest i at flygte, men han var saa nysgerrig efter at se, hvordan Mødet mellem Trolden og Solen vilde løbe af, at han blev staaende.

Trolden rørte sig ikke, men stirrede kun paa Solen med sit