Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/444

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

438

Ulykke skulde komme over dem. De havde jo gjort en god Gerning, da de hjalp den Syge. Var da det onde mægtigere end det gode her i Verden? Moderen havde prøvet at tale ham til Fornuft, men hun kunde ikke faa ham rolig og hengiven i sin Skæbne, som hun selv var.

Et Par Dage efter mistede de Faderen. Men han døde ikke; han gik sin Vej. Det gik saadan til, at den ældste Søster blev syg, og hende havde Faderen altid holdt mest af. Og da han saa, at hun ogsaa skulde dø, flygtede han fra al den Elendighed. Moderen sagde kun, at det var bedst for Fader, han var borte. Hun var bange for, han ellers havde mistet sin Forstand. Han grublede sig Vid og Sans fra ved at tænke paa, at Gud kunde tillade et ondt Menneske at bringe al den Ulykke over dem.

Da Faderen var gaaet sin Vej, blev de meget fattige. I Begyndelsen sendte han dem Penge, men saa var det vel gaaet ham daarligt, og han hørte op at sende noget. Og den Dag, den ældste Søster blev begravet, lukkede Moderen Huset og gik hjemmefra med de to Børn, hun havde tilbage. Hun gik til Skaane for at faa Arbejde i Roemarkerne, og hun fik Plads paa Jordberga Sukkerfabrik. Moderen var en dygtig Arbejderske, og hun havde et muntert og frimodigt Væsen. Alle syntes godt om hende. Mange undrede sig over, at hun kunde være saa rolig efter alt, hvad hun havde gaaet igennem. Men hun var meget stærk og taalmodig. Naar nogen talte til hende om de to prægtige Børn, hun havde, sagde hun kun: „De dør ogsaa snart.” Det sagde hun, uden at hendes Stemme skælvede og uden at faa Taarer i Øjnene. Hun havde vænnet sig til ikke at vente andet.

Men det gik ikke, som hun ventede. I Stedet for var det hende selv, der blev syg. Det gik hurtigt med hende, endnu hurtigere end med de smaa Søskende. Hun var kommen til Skaane i Begyndelsen af Sommeren, og da Efteraaret kom, var Børnene alene.

Mens Moderen laa syg, sagde hun ofte til Børnene, at de skulde huske paa, hun aldrig havde fortrudt, at hun havde ladet den syge Kone bo hos dem. For det var ikke svært at dø, sagde hun, naar man havde handlet ret. Alle Mennesker maatte dø, det kunde man ikke undgaa. Men man kunde selv bestemme, om man vilde dø med en god Samvittighed eller med en daarlig.

Inden Moderen døde, søgte hun at indrette det lidt for