443
et underligt Sted, men det var maaske godt nok for hende, at det var, som det var.
 Grubegang i Gellivare Malmberg |
Inden de var naaet saa vidt, var hun og lille Mads gaaet igennem store, endeløse Skovegne. I flere Dage havde de hverken set Marker eller Gaarde, kun smaa, usle Skydsstationer, indtil de lige med eet kom til den store Landsby Gellivare. Den laa med Kirke og Jernbanestation og Tinghus og Bank og Apotek og Hoteller under et højt Bjerg, der var stribet af Sne endnu ved Midsommerstid, da Børnene kom vandrende. Næsten alle Huse i Gellivare var ny, men de var godt og solidt byggede, og var det ikke for Snepletterne oppe paa Bjergene, og fordi Birkene endnu ikke var udsprungne, saa vilde Børnene ikke have tænkt paa, at det laa højt oppe i Lapland. Det var imidlertid ikke i Gellivare, de skulde lede efter deres Fader, men i Malmberget, der laa et Stykke længer nordpaa, og dér saa' ikke saa ordentligt ud.
Tingen var, at skønt Folk længe havde vidst, at der var meget Jernmalm at Finde i Nærheden af Gellivare, var det først, da Jernbanen for et Par Aar siden var færdig, at
