Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/456

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

450

„Jeg har allerede hørt jeres Historie,“ sagde Inspektøren paa sin sædvanlige rolige og stilfærdige Maade. „Du maa ikke tro andet, end at jeg har ondt af dig. Men jeg vil kun dit Bedste.”

Da rettede Aase Gaasepige sig endnu mere og sagde med høj, klar Stemme: „Lige fra lille Mads var ni Aar, har han hverken haft Fader eller Moder, men han har maattet forsørge sig selv ganske som et voksent Menneske. Han har holdt sig for god til at tigge om saa meget som et Maaltid Mad, han vilde altid betale for sig. Han sagde, at det passede sig ikke for en Mand at tigge. Han gik om paa Landet og købte Æg og Smør op, og han var ligesaa god til at handle som en gammel Købmand. Han var aldrig skødesløs, og han stak aldrig en Øre til Side, men bragte mig det hele. Lille Mads havde sit Arbejde med sig ude i Marken, naar han vogtede Gæs, og var saa flittig, som om han var en voksen Mand. Bønderne nede i Skaane sendte tit mange Penge med lille Mads, naar han gik fra Gaard til Gaard, for de vidste, at ham kunde de stole paa som paa sig selv, saa det er ikke rigtigt at sige, at lille Mads ikke var andet end et Barn, for der er mange voksne, der ikke…”

Inspektøren stod og saa' ned i Jorden; ikke en Muskel i hans Ansigt bevægede sig, og Aase Gaasepige tav, for hun syntes ikke, hendes Ord gjorde noget Indtryk paa ham. Mens hun sad derhjemme, syntes hun, hun havde saa meget at sige om lille Mads, men nu faldt det ud til saa lidt. Hvordan skulde hun faa Inspektøren til at forstaa, at lille Mads fortjente at bive begravet med samme Ære som en voksen?

„Og naar jeg nu vil bekoste hele Begravelsen selv....” sagde Aase, og saa tav hun igen.

Da løftede Inspektøren Hovedet og saa' Aase Gaasepige ind i Øjnene. Han maalte og vejede hende, som den har for Varme, der har mange Mennesker under sig. Han tænkte paa, at hun havde gennemgaaet det at miste Hjem og Forældre og Søskende, men det havde endnu ikke knækket hende, og der blev nok et prægtigt Menneske ud af hende. Men han turde ikke lægge ny Tynge til den Byrde, hun havde at bære, for saa kunde det jo ske, at den blev det Halmstraa, der knækkede hende. Han forstod, hvad det betød, at hun var kommen for at tale med ham. Hun maatte jo have elsket denne Broder over alt i Verden. En saadan Kærlighed skulde man ikke møde med et Afslag.

„Det skal blive, som du vil,” sagde Inspektøren.