459
Ola Serka gik ned til Luossajaure og fulgte Bredden, til han traf en Mand, der sad paa en Sten og fiskede. Fiskeren havde graat Haar og bøjet Holdning. Øjnene saa' trætte ud, og der var noget slapt og hjælpeløst over ham, som over en, der har prøvet at bære noget, der har været ham for tungt, eller spekulere noget ud, der har været for vanskeligt, og er bleven knækket og mismodig over, at det ikke er lykkedes for ham.
„Du har nok haft godt Held med Fiskeriet, Jon, siden du har siddet og fisket hele Natten?“ sagde Fjeldmanden paa Lappisk, idet han nærmede sig.
Den anden fo'r sammen og saa' op. Maddingen paa hans Krog var borte, og der laa ikke en eneste Fisk ved Siden af ham. Han skyndte sig at sætte ny Madding paa og kaste Snoren ud igen. Fjeldmanden satte sig imidlertid ved Siden af ham. i Græsset.
„Der er noget, jeg gerne vilde tale med dig om,“ sagde Ola. „Du ved, at jeg havde en Datter, som døde i Fjor, og hende har vi altid savnet i Hjemmet? — „Ja, det véd jeg,“ svarede Fiskeren kort, som om han ikke holdt af at blive mindet om et dødt Barn. Han talte godt Lappisk. — „Men det er ikke værd at lade Livet gaa hen i Sorg,” sagde Lappen. — „Nej, det er det vel ikke.“ — „Og nu har jeg tænkt paa at tage et andet Barn til mig. Mener du ikke, det vilde være klogt?” — „Det kommer an paa, hvad det er for et Barn, Ola.”
„Jeg skal fortælle dig, hvad jeg véd om Pigen, Jon!” sagde Ola og fortalte derpaa Fiskeren, at ved Midsommerstid var et Par fremmede Børn, en Dreng og en Pige, kommen gaaende til Malmberget for at lede efter deres Fader, og at de, da Faderen var borte, var bleven der for at vente paa ham. Men imens de var der, kom Drengen af Dage ved en Minesprængning, og da vilde Pigen have, at der skulde holdes en stor Begravelse for ham. Derpaa beskrev Ola meget kønt, hvorledes den fattige Pige havde faaet alle Mennesker til at hjælpe sig, og hvorledes hun havde gaaet op og talt med Inspektøren.
„Er det den Pige, du vil tage til dig, Ola?” spurgte Fiskeren. — „Ja,” sagde Lappen. „Da vi hørte om hende, kom vi allesammen til at græde, og vi var alle enige om, at den, der var saa god en Søster, maatte ogsaa være en god Datter, og vi ønskede, at hun maatte komme til os.” Den anden sad en Tid lang tavs. Det var godt at mærke, at han kun fortsatte Samtalen for at gøre sin Ven, Lappen, en Glæde.
