461
Pigen tror selv, han lever, men jeg siger, at han maa være død.”
Mens Ola sagde dette, rejste Fiskeren sig og begyndte at gaa op fra Søen. „Hvor vil du hen?” spurgte Lappen. — „Jeg vil op og se din Plejedatter, Ola!” — „Det er godt,” sagde Lappen. „Kom kun og se paa hende! Jeg tror nok, du vil synes, det er en god Datter, jeg faar.”
Svenskeren gik saa hurtigt, at Lappen havde ondt ved at følge ham. Da de havde gaaet et Par Skridt, sagde Ola til sin Kammerat: „Nu kommer jeg i Tanke om, at hun hedder Aase Jensdatter, den lille Pige, jeg vil tage til mig.“ Den anden fremskyndede blot sine Skridt, og gamle Ola var saa glad, at han gerne kunde have let himmelhøjt. Da de var kommen saa langt, at de kunde se Teltene, sagde Ola endnu et Par Ord. „Hun er kommen herop for at lede efter sin Fader og ikke for at blive min Plejedatter, men finder hun ham ikke, vil jeg gerne beholde hende i mit Telt.” Den anden skyndte sig blot afsted med endnu større Hast. „Tænkte jeg ikke nok, at han vilde blive forskrækket, naar han hørte, at jeg vilde optage hans Datter blandt Lapperne!” sagde Ola ved sig selv.
Da Manden fra Kiruna, der havde roet Aase over til Lappelejren, senere paa Dagen roede tilbage, havde han med sig i Baaden to Mennesker, der sad ved Siden af hinanden og holdt hinanden saa trofast i Haanden, som om de aldrig mere vilde skilles. Det var Jon Assarson og hans Datter. De saa' begge helt anderledes ud, end de havde set ud for et Par Timer siden. Jon Assarson saa' ikke nær saa træt og bøjet ud, og hans Øjne var klare og gode, som om han nu havde faaet Svar paa det, der havde bekymret ham saa længe, og Aase Gaasepige saa' sig ikke omkring med det gammelkloge og forsigtige Blik, hun før havde haft. Hun havde nu faaet en at støtte sig til og stole paa, og det saa' ud til, at hun begyndte at blive Barn igen.
