Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

41

Men snart kom han til en Korsvej, og her maatte Børnene være skiltes ad, for der var Spor i to Retninger. Nu var Purken lige ved at tabe Modet.

Men i det samme saa han paa en Lyngtue et lille, hvidt Dun. Han forstod nu, at Gasen havde ladet det falde ved Vejkanten for at vise ham, til hvilken Side den var bleven bragt, og han fortsatte derfor sin Vej. Og saa fulgte han efter Børnene hele Skoven igennem. Gasen saa han ikke noget til, men alle Steder, hvor han kunde tage fejl af Vejen, laa der et lille, hvidt Dun og viste ham til Rette.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 41 - Vittskövle.png

Vittskövle

Purken blev trofast ved at følge Dunene. De førte ham ud af Skoven, over et Par Marker, op paa en Vej og til sidst opad en Allé til en Herregaard. For Enden af Alléen kunde man se et Glimt af Gavle og Taarne af røde Sten, prydede med lyse Striber og Ornamenter. Da Purken saa, at der laa en Herregaard, kunde han nok tænke sig, hvad der var blevet af Gasen. Børnene er nok gaaet op paa Herregaarden med Gasen og har solgt den, og saa er den sagtens allerede slagtet,“ sagde han ved sig selv. Men han vilde ikke slaa sig til Taals uden at faa rigtig Besked og løb endnu ivrigere afsted. Han mødte ikke