Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/472

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

466

dem, for at deres Unger skulde se dem, og brummede: „Se til dem, der er saa bange for lidt Kulde, at de ikke tør blive hjemme om Vinteren!“ Og de gamle Vildgæs blev dem ikke Svar skyldig, men de raabte til Gæslingerne: „Se til dem, der hellere ligger og sover det halve Aar, end de gør sig den Ulejlighed at drage sydpaa!“

Nede i Granskovene sad de unge Tjurer sammenkrøbne, forpjuskede og forfrosne og saa' langt efter alle de store Fugleflokke, der med jubel og Glæde drog sydpaa. „Hvornaar kommer Turen til os?” spurgte de Tjurhunnen. „Hvornaar kommer Turen til os?” — „I maa blive hjemme hos Moder og Fader,” sagde Tjurhunnen. „I maa blive hjemme hos Moder og Fader.“

PAA ÖSTBERGET.

Tirsdag 4. Oktober.

Enhver, der har færdedes i Bjergegne, ved, hvor besværligt det kan være med Taagen, der kommer væltende og skjuler Udsigten, saa man slet ikke faar noget at se af alle de skønne, høje Fjelde, der hæver sig omkring en. Taagen kan overfalde en midt om Sommeren, og om Efteraaret kan man sige, at det næsten er umuligt at undgaa den. Hvad Niels Holgersen angaar, saa havde han haft rigtig godt Vejr, saa længe han var i Lapland, men aldrig saasnart havde Vildgæssene raabt ud, at nu fløj de ind i Jämtland, før Taagerne lukkede sig om ham saa tæt, at han ikke kunde se det mindste af Landet. Han rejste over det en hel Dag uden at vide, om det var et Bjergland eller et Sletteland, han var kommen til.

Henimod Aften slog Vildgæssene ned paa en grøn Plads, der skraanede til alle Sider, saa det var ham klart, at han befandt sig paa Toppen af en Kulle, men om den var stor eller lille, det kunde han ikke klare sig. Han tænkte, at de maatte befinde sig i beboede Egne, for det forekom ham, han kunde høre baade Menneskestemmer og Knirken af Vogne, der rullede hen ad en Vej, men rigtig sikker paa det var han ikke.

Han vilde meget gerne set at finde en Gaard, men han var bange for at gaa vild i Taagen og turde ikke andet end blive hos Vildgæssene. Alting dryppede af Væde og Fugtighed. Paa hvert Græsstraa og paa hver eneste lille Urt hang der smaa Draaber, saa han fik ligefrem en Regndusch over sig, saasnart han rørte sig. „Dette er ikke stort bedre end oppe i Fjelddalen,” tænkte han.