468
sig en lang, skinnende Bue af takkede, forskelligt formede Fjelde, der havde saadan en fin og mild og straalende Farve, at han ikke kunde kalde den rød og ikke hvid og ikke blaa. Der var slet ikke noget Navn for den.
Men Drengen vendte sit Blik bort fra Fjelde og Naaleskove for at tage de nærmeste Omgivelser bedre i Øjesyn. Rundt om Søen, i det gule Bælte, kunde han efterhaanden skelne den ene røde Landsby og den ene hvide Kirke efter den anden, og stik i Øst, paa den anden Side af det smalle Sund, der skilte Øen fra Fastlandet, laa der en By. Den strakte sig langs med Søen, bag den stod et Bjerg og beskyttede den, og rundt om sig havde den en rig og velbefolket Egn. „Den By har rigtig forstaaet at skaffe sig en god Beliggenhed,” tænkte Drengen. „Jeg gad nok vidst, hvad den hedder.“
I det samme fo'r han sammen og saa sig om. Han havde været saa optagen af at betragte Egnen, at han ikke havde lagt Mærke til, at der var kommet Besøgende paa Udsigtstaarnet.
Nu kom de løbende op ad Trapperne. Drengen kunde lige netop naa at se sig om efter et Gemmested og skjule sig, saa var de deroppe.
Det var en Flok unge, der var paa Fodtur. De talte om, at de havde gennemstrejfet hele Jämtland. De var saa glade over, at de netop var kommen til Östersund Aftenen i Forvejen, saa de fik saadan en klar Morgen til at se den store Udsigt fra Östberget her paa Frösöen. Her kunde de se over tyve Mil til alle Sider, saa de kunde kaste et sidste Blik ud over hele deres kære Jämtland, inden de skulde rejse derfra. De viste hverandre de mange Kirker, der laa rundt om Søen. „Dernede har vi Sunne,” sagde de, „og der ligger Marby, og derhenne ligger Hallen. Den, vi ser her lige i Nord, er Rödö Kirke, og den, der hæver sig ved Jernbanen, er Frösö Kirke.” Derefter gav de sig til at tale om Fjeldene. De nærmeste var Oviksfjeldene. Det var de alle enige om. Men saa var de ikke klare over, hvad der mon var Klövsjöfjeldet, og hvilken Top der var Anarisfjeldet, og hvor de havde Vesterfjeldet og Almåsabjerget og Åreskutan.
Mens de talte herom, tog en ung Pige et Kort frem, bredte det ud paa sit Skød og gav sig til at studere det. Pludselig saa' hun op. „Naar jeg ser Jämtland saadan paa et Kort,” sagde hun, „saa synes jeg altid, at det ligner et stort, stolt Fjeld. Jeg tænker mig altid, at jeg engang faar at høre, at det har staaet ret op og ned og peget lige op imod Himlen.” — „Det vilde
