Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/477

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

471

urolig, da han saa Asa-Tor nærme sig hans Hus. Han vidste, at Aserne ikke holdt af dem, der udbredte Kulde, Mørke og Øde rundt om sig og hindrede Jorden i at blive rig, frugtbar og smykket med Menneskeboliger.

Jættekvinden kom ikke til at vente længe, før faste Skridt lød udenfor Huset, og den Vandringsmand, som Jætten havde set paa Vejen, rev Døren op og traadte ind i Stuen. Den fremmede blev ikke staaende ved Døren, som vejfarende Folk plejede, men han gik straks hen til Konen, der sad ved Gavlvæggen inderst inde i Stuen. Men dermed gik det saadan, at da han troede, han havde gaaet et godt Stykke, var han ikke kommen mer end nogle faa Skridt fra Døren og havde endnu langt hen til Ildstedet, der laa midt i Stuen. Han tog længere Skridt, men da han havde gaaet endnu en Tid, forekom det ham, at baade Jættekvinden og Ildstedet var endnu længere borte fra ham, end straks da han kom ind i Stuen. I Begyndelsen havde han slet ikke fundet Huset videre stort. Det gik først rigtig op for ham, hvor anseligt det var, da han omsider var naaet saa langt som til Ildstedet, for da var han saa træt, at han maatte støtte sig til sin Stav for at hvile sig. Da Jættekvinden saa, han blev staaende, lagde hun sin Ten fra sig, rejste sig fra Bænken og var med faa Skridt henne hos ham. „Vi Jætter holder af store Stuer,“ sagde hun, „og min Mand klager tit over, at her er saa trangt herinde. Men jeg kan nok forstaa, at for en, der ikke kan tage længere Skridt end du, er det anstrengende at gaa igennem Jættestuen. Lad mig nu høre, hvem du er, og hvad du søger hos Jætterne?” Det saa' ud, som om Vandringsmanden havde i Sinde at give et heftigt Svar, men rimeligvis vilde han ikke give sig til at skændes med en Kvinde, for han svarede ganske rolig: „Mit Navn er Haandfaste, og jeg er en Kæmpe, der har været med i mange Eventyr. Nu har jeg det hele Aar siddet hjemme paa Gaarden, og jeg havde netop begyndt at tænke paa, om der aldrig mere skulde være noget for mig at gøre, da jeg hørte Menneskene tale om, at I Jætter sørger saa slet for Landet heroppe, at ingen andre end I selv kan bo her. Jeg er nu kommen for at tale med din Mand om denne Sag og spørge, om han ikke vil se til, der bliver bedre Orden paa det.“

„Min Mand er gaaet paa Jagt,” sagde Jættekvinden, „og han maa selv svare paa dine Spørgsmaal, naar han kommer hjem. Men jeg vil dog sige dig, at den, der kommer med saadanne Spørgsmaal til en Fjeldjætte, burde helst være en større