472
Mand end du. Det var sikkert det bedste for din Ære, om du straks gik din Vej uden at tale med Jætten.” — „Nej, sandelig vil jeg vente paa ham, naar jeg nu engang er kommen,” sagde han, der kaldte sig Haandfaste. — „Jeg har raadet dig efter bedste Evne,” sagde Husmoderen, „nu maa du gøre, hvad du selv vil. Sæt dig her paa Bænken, saa vil jeg gaa og hente dig en Velkomstdrik!”
Kvinden tog nu et vældigt Mjødhorn og gik ind i Stuens inderste Krog, hvor Mjødtønden laa. Heller ikke den forekom Gæsten synderlig stor, men da Kvinden tog Tappen ud, styrtede Mjøden ned i Hornet med et Drøn, som om der var kommet et helt Vandfald ind i Stuen. Hornet var snart fuldt, men da nu Husmoderen vilde sætte Tappen i Tønden igen, vilde det ikke lykkes hende. Mjøden korn brusende med stor Kraft, rev hende Tappen ud af Haanden og strømmede ud over Gulvet. Jættekvinden gjorde et nyt Forsøg paa at sætte Tappen i, men det mislykkedes igen. Da kaldte hun den fremmede til Hjælp. „Ser du ikke, at Mjøden spildes for mig, Haandfaste? Kom her og sæt Tappen i Tønden!“ Gæsten skyndte sig straks hen for at hjælpe. Han tog Tappen og søgte at tvinge den ind i Spundshullet, men Mjøden rev den igen løs, slyngede den langt væk og blev ved at oversvømme Gulvet.
Haandfaste prøvede paany den ene Gang efter den anden, men det vilde ikke lykkes ham, og han kastede Tappen fra sig. Hele Gulvet var nu fuldt af Mjød, og for at man dog idetmindste kunde være i Stuen, tog den Fremmede sig over at ridse dybe Furer, som Mjøden kunde flyde i. Han dannede Veje til Mjøden i den haarde Bjerggrund, ligesom Børn om Foraaret danner Veje i Sandet til Snevandet, og hist og her stampede han med Foden nogle dybe Huller, hvor Vædsken kunde samle sig. Jættekvinden stod imidlertid stille og saa' til, og havde Gæsten set op paa hende, vilde han have opdaget, at hun med Undren og Forfærdelse saa' paa Arbejdet. Men da han vel var færdig, sagde hun spottende: „Tak, skal du have, Haandfaste! Jeg ser, du gør, hvad du kan. Min Mand plejer ellers at hjælpe mig med at sætte Tappen i, men man kan jo ikke forlange, at alle skal være saa stærke som han. Naar du ikke kan magte det, synes jeg, det er bedst, du gaar din Vej med det samme.” — „Jeg gaar ikke, før jeg har fremført mit Ærinde,” sagde den fremmede, men han saa' skamfuld og nedslaaet ud. — „Sæt dig saa hen paa Bænken,” sagde Kvinden, „saa vil jeg sætte Gryden over og koge dig noget Grød.”
