473
Og det gjorde saa Husmoderen. Men da Grøden næsten var færdig, vendte hun sig om til Gæsten. „Jeg ser nu, at der snart ikke er mere Mel, saa jeg knap kan faa Grøden stiv nok. Tror du, du har Kræfter til at dreje Kværnen, der staar ved Siden af dig, blot et Par Gange? Der er Korn imellem Stenene. Men du maa sætte alle dine Kræfter i, for Kværnen gaar ikke helt let.”
Gæsten lod sig ikke bede længe, men prøvede at dreje Haandkværnen. Han syntes ikke, den var videre stor, men da han tog fat i Haandtaget og vilde til at dreje Stenen rundt, var den saa trang, at han ikke kunde rokke den. Han maatte tage fat af alle Kræfter og evnede dog ikke at dreje den mere end een Omgang.
Jættekvinden saa' tavs og undrende til, mens han arbejdede. Men da han slap Kværnen, sagde hun: „Ja, jeg plejer jo at faa bedre Hjælp af min Mand, naar Kværnen er trang. Men ingen kan forlange af dig, at du skal gøre mere, end du har Kræfter til. Kan du nu ikke indse, at det var bedst for dig at undgaa at træffe den, der kan male ligesaa meget han vil paa den Kværn?“ — „Jeg tror alligevel, jeg vil vente paa ham,” sagde Haandfaste ganske stille og sagtmodig. — „Ja, saa sæt dig rolig ned henne paa Bænken, mens jeg gør en god Seng i Stand til dig,” sagde Jættekvinden, „for du bliver nok nødt til at blive her Natten over!”
Hun redte en Seng med mange Dyner og Puder og bød Gæsten Godnat. „Jeg er bange, du vil finde Sengen temmelig haard,“ sagde hun, „men min Husbond ligger hver Nat paa saadan et Leje.”
Da Haandfaste nu vilde strække sig i Sengen, mærkede han saa mange Ujævnheder og Fordybninger under sig, at det ikke var til at tænke paa at sove. Han vendte og drejede sig, men kunde ikke falde til Ro. Saa gav han sig til at kaste Sengklæderne af sig, en Pude her og en Dyne hist, og saa sov han roligt til om Morgenen.
Men da Solen skinnede ind gennem Hyttens Tag, stod han op og gik ud af Jættehuset. Han gik over Gaardspladsen, ud gennem Ledet og lukkede det efter sig. I det samme stod Jættekvinden ved Siden af ham. „Jeg ser, du har i Sinde at gaa din Vej, Haandfaste,” sagde hun. „Det er vist ogsaa det klogeste, du kunde gøre.” — „Kan din Mand sove i saadan en Seng som den, du har redt til mig i Nat,” sagde Haandfaste mut, „saa bryder jeg mig ikke om at mødes med ham. Han maa være en Mand af Jern, som ingen kan faa Bugt med.“
