XLVI.
SAGN FRA HÅRJEDALEN.
Tirsdag 4. Oktober.
Niels Holgersen blev urolig, fordi Turisterne blev saa længe i Udsigtstaarnet. Morten Gase kunde ikke komme og hente ham, saa længe de var der, og han vidste jo, at Vildgæssene havde Hastværk med at komme afsted sydpaa. Han syntes nok, han midt i Historien hørte Gaasekaglen og stærke Vingeslag, ganske som om det var Vildgæssene, der fløj. Men han turde ikke gaa hen til Rækværket for at se, hvordan det hang sammen.
Da Turisterne omsider var gaaet deres Vej, saa Drengen kunde komme frem fra sit Skjulested, saa' han ingen Vildgæs nede paa Jorden, og der kom ingen Morten Gase og hentede ham. Han raabte: „Hvor er du? Her er jeg!“ saa højt han kunde, men Rejsekammeraterne viste sig ikke. Det faldt ham ikke et Øjeblik ind, at de havde forladt ham, men han var bange for, at der var tilstødt dem en Ulykke, og stod og tænkte paa, hvordan han skulde bære sig ad med at finde dem, da Ravnen Bataki slog ned ved Siden af ham.
Drengen havde aldrig tænkt sig, at han nogensinde skulde komme til at hilse Bataki med et saa glad Velkommen, som han nu gjorde. „Kære Bataki,” sagde han, „det var dejligt, du kom! Du ved maaske, hvor Morten Gase og Vildgæssene er bleven af?” — „Jeg kommer netop med Hilsener fra dem,” svarede Ravnen. „Akka saa' en jæger strejfe om her paa Bjerget, saa derfor turde hun ikke blive og vente paa dig, men er rejst i Forvejen. Sæt dig nu op paa min Ryg, saa skal du lige straks være hos dine Venner!”
Drengen satte sig hurtig til Rette paa Ravnens Ryg, og Bataki vilde snart have indhentet Vildgæssene, dersom ikke Taa-
