480
om nogen vilde faa at vide, at han havde mødt hende og ikke hjulpet hende.
Det var en forfærdelig Fristelse at blive udsat for. „Gid jeg dog aldrig havde mødt hende!” sagde han til sig selv.
I det samme brød Ulvene ud i en vild Tuden. Det gav et Sæt i Hesten, den fo'r afsted i den vildeste Flugt og styrtede forbi Tiggerkvinden. Hun havde ogsaa hørt Ulvene tude, og da Manden fra Hede kørte forbi, kunde han se, at hun vidste, hvad der ventede hende. Hun stod stille, Munden aabnede sig til et Skrig, og hun strakte Armene ud efter Hjælp, men hun hverken raabte eller prøvede paa at springe op paa Læsset. Der maatte være noget, der havde lammet hende. „Det var vel mig, der saa' ud som en Trold, da jeg kørte forbi hende,” tænkte Manden.
Nu var han sikker paa at slippe væk og prøvede paa at være glad. Men istedetfor gav det sig til at svide og gnave i Brystet paa ham. Han havde aldrig før gjort noget uhæderligt, og nu syntes han, hele hans Liv var ødelagt. „Nej, det maa gaa, som det kan,” sagde han og holdt Hesten an, „men jeg kan ikke lade hende alene med Graabenene.”
Kun med stort Besvær fik han Hesten vendt, men det gik da, og snart havde han indhentet den gamle Kone. „Skynd dig at krybe op i Slæden!” sagde han barsk, for han var vred paa sig selv, fordi han ikke havde kunnet overlade den gamle til hendes Skæbne. „Hvad skal du rende om her paa Isen for, din gamle Heks!” sagde han. „Nu sætter baade Svarte og jeg sagtens Livet til for din Skyld.”
Den gamle svarede ikke et eneste Ord, men Manden fra Hede var ikke i Humør til at spare hende. „Svarte har allerede gaaet fem Mil i Dag,” sagde han, „saa han bliver jo snart træt, og Læsset er ikke blevet lettere, siden du er kommen op paa det.”
Slædemederne skurede imod Isen, saa det hvinede, men alligevel kunde han høre Ulvene hvæse, og han var klar over. at nu havde Graabenene indhentet ham. „Nu er det ude med os!” sagde han. „Det var ikke til megen Glæde hverken for dig eller mig, at jeg prøvede at frelse dig, Finne-Malene.”
Lige til nu havde den gamle tiet stille som en, der er vant til at lade sig skælde ud. Nu sagde hun et Par Ord. „Jeg kan ikke forstaa, hvorfor du ikke kaster Tønderne og Baljerne af og letter Læsset. Du kan jo køre herhen i Morgen og samle dem op igen.” Manden fra Hede indsaa, at det var et fornuf-
