43
staaende for at forklare og fortælle. Han skyndte sig sandelig ikke. Men han vidste jo heller ikke, at der laa en lille Stakkel lukket inde i en Botaniserkasse og bare længtes efter, at han skulde holde op.
Langt om længe gik Læreren da igen ud i Borggaarden og blev paa ny staaende og talte til Eleverne.
Men den Tale blev da Purken fri for at høre paa, for den Elev, der bar ham, var igen bleven tørstig og listede sig ind i Køkkenet for at bede om en Drik Vand. Da de kom derind, faldt det Purken ind, at her maatte Gasen vist være. Han begyndte at røre sig, og derved kom han til at trykke for stærkt paa Laaget, saa det sprang op. Men Botaniserkasselaag springer jo altid op, og Eleven tænkte ikke videre ved det og trykkede det kun til igen, men saa spurgte Kokkepigen, om han havde en Snog i sin Botaniserkasse. „Nej, jeg har kun nogle Planter,” svarede Eleven. „Jamen, der var noget, der rørte sig,“ paastod Kokkepigen. Eleven lukkede da Laaget helt op for at vise hende, at hun tog fejl. „Der kan De selv se, at …“
Men videre kom han ikke, for nu turde Purken ikke blive længer i Botaniserkassen, men stod i eet Spring nede paa Gulvet og styrtede ud af Køkkenet. Pigerne havde knap set, hvad det var der løb, men de løb naturligvis efter.
Læreren stod endnu og talte, da han blev afbrudt af høje Raab: „Fang ham, fang ham!“ raabte de, der kom fra Køkkenet, og alle de unge Mænd fo'r efter Purken, der løb hurtigere end en Mus. De prøvede paa at fange ham ved at løbe ind i Porten fra den anden Side, men det var ikke saa nemt at faa fat i en, der var saa lille, og han slap lykkelig og vel ud i det fri.
Purken turde ikke løbe nedad den aabne Allé, men drejede til en anden Side. Han fo'r gennem Haven ind i Baggaarden. Hele Tiden jagede de efter ham under Latter og Raab. Den lille Stakkel løb alt det, han kunde, men alligevel saa det ud til, at de skulde indhente ham.
Lige idet han løb forbi en lille Arbejderbolig, hørte han en Gaas gække og saa et lille hvidt Dun ligge paa Trappen. Dèr var den, der var Gasen. Han havde været paa Vildspor. Han tænkte ikke længer paa Piger og Karle, der jagede efter ham selv, men han kravlede opad Trappen og ind i Forstuen. Længere kunde han ikke komme, for Døren var lukket. Han kunde høre Gasen skrige og jamre derinde, men han kunde ikke faa Døren op. Den vilde Jagt, der var efter ham, kom nærmere og nærmere, og inde i Stuen skreg Gasen ynkeligere og ynke-
