486
Vildgæssene slog ned paa en Skovmark tæt ved Klarelvens Bred, og mens Fuglene gik der og aad frisk, nyspiret Vinterrug, hørte Drengen Latter og højrøstet Tale inde fra Skoven. Det var syv raske Mænd, der kom gaaende med Ransel paa Ryggen og Økse paa Nakken. Den Dag længtes Drengen saa ubeskrivelig efter Mennesker, saa han blev ligefrem glad, da de syv Arbejdere tog deres Ransler af og kastede sig ned paa Elvbredden for at hvile.
 Klarelven i det nordlige Värmland |
Munden stod ikke paa dem, og Drengen laa bagved en Tue og glædede sig over at høre Menneskestemmer. Han fik snart at vide, at det var Värmlændinger, der var paa Vej op til Norrland for at søge Arbejde. Det var fornøjelige Mennesker, og de havde meget at tale om, for de havde arbejdet paa mange forskellige Steder. Men allerbedst som de sad og talte, kom en af dem tilfældigvis til at sige, at skønt han havde været i alle Egne af Sverige, havde han ikke set nogen Egn, der var smukkere end Nordmarken oppe i det vestlige Värmland, hvor han hørte hjemme.
„Det vil jeg give dig Ret i, naar du blot vil sige Fryksdalen, hvor jeg har hjemme, i Stedet for Nordmarken,” faldt en af
