488
drev, som er saa fuldt af Tuer og Smaasten, at vi ikke har nogen Gavn af det. I Morgen skal I tage hver sin Plov og gaa derop og pløje saa meget, som I kan naa paa een Dag. Henad Aften skal jeg komme over og se, hvem af jer der har gjort det bedste Stykke Arbejde.”
Ikke saasnart var Solen staaet op næste Morgen, før de syv Brødre stod rede med Heste og Plove. Det var nok værd at se dem, da de kørte ud paa Arbejde. Hestene var striglet, saa de skinnede, Plovjernet blinkede, og Plovskæret var nyslebet. De fo'r afsted næsten i Firspring, lige til de kom til Vänern. Da drejede et Par af dem til Side, men den ældste kørte lige frem. „Skulde jeg være bange for saadan en lille Vandpyt!” sagde han om Vänern.
Da de andre saa' ham gaa lige paa, vilde de ikke staa tilbage. De satte sig op paa Plovene og drev Hestene ud i Vandet. Det var store Heste, og det varede noget, inden de tabte Fodfæstet og maatte svømme. Plovene flød paa Vandet, men det var ikke saa let at holde sig fast paa dem. Et Par af Sønnerne lod sig slæbe bagefter Ploven, og et Par maatte vade, men de slap alle over og gav sig straks i Færd med at pløje Overdrevet, der hverken var mere eller mindre end den Landstrækning, som man senere har kaldt Värmland og Dalsland. Den ældste skulde pløje den midterste Fure. De to næstældste stillede sig paa hver sin Side af ham, de to, som var nærmest efter dem i Alder, tog Plads paa den anden Side af dem, og de to yngste pløjede hver sin Fure, den ene ved den vestlige Ende af Overdrevet og den anden ved den østlige.
Den ældste Broder pløjede i Begyndelsen en lige og bred Fure, for Jorden nede ved Vänern var ganske flad og let at behandle. Men snart kom han til en Sten, der var saa stor, at han ikke kunde komme forbi den, men maatte løfte Ploven op paa den. Derpaa satte han med Magt Plovskæret i Jorden og skar en bred og dyb Fure. Men kort efter kom han til saa haard Jord, at han var nødt til at løfte Ploven. Det samme gentog sig en Gang til, og han ærgrede sig over, at han ikke kunde faa Furen lige bred og dyb hele Vejen. Tilsidst blev Grunden saa stenhaard, at han maatte lade sig nøje med kun at ridse lidt i den med Plovskæret. Paa den Maade naaede han dog helt op til Overdrevets nordlige Grænse, og der satte han sig ned og ventede paa Faderen.
