Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/501

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

495

tænkte hun, „men hvem kan vide, om han ikke har en Gifttand eller et andet Vaaben, der er endnu farligere? Det er bedst, jeg først ser at faa lidt mer at vide om ham, inden jeg giver mig i Kast med ham.”

„Gaarden hedder Mårbacka,” svarede Uglen, „og her har boet Godtfolk i gamle Dage. Men hvad er du for en?” — „Jeg har tænkt paa at flytte hertil,” sagde Drengen, uden at svare ligefrem paa Uglens Spørgsmaal. „Tror De, det kan lade sig gøre?” — „Aa ja, der er for Resten ikke meget ved Gaarden nu, imod hvad der har været,” svarede Uglen, „men man kan jo altid nok leve her. Det kommer jo mest an paa, hvad du har tænkt at leve af. Har du i Sinde at lægge dig efter Musejagt?“ — „Nej, Vorherre bevare mig!” svarede Drengen. „Der er nok mere Fare for, at Musene skal æde mig, end at jeg skal gøre dem nogen Fortræd.”

„Mon han virkelig skulde være saa lidt farlig, som han siger?” tænkte Natuglen. „Jeg tror dog, jeg vil gøre et Forsøg.” Hun svang sig op i Luften, og et Øjeblik efter havde hun slaaet Kløerne i Niels Holgersens Skulder og huggede efter hans Øjne. Niels holdt den ene Haand for Øjnene og søgte at gøre sig fri med den anden. Samtidig gav han sig til at raabe om Hjælp af alle Kræfter. Han mærkede, at han var i virkelig Livsfare, og han sagde til sig selv, at denne Gang var det vist ude med ham.

*

Men nu maa jeg fortælle, hvor mærkeligt det traf sig, at netop samme Aar, som Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, var der en, der gik og tænkte paa at skrive en Bog om Sverige, der skulde være saadan, at Børn skulde kunne læse den i Skolerne. Det havde hun nu tænkt paa fra Julen lige til Efteraaret, men hun havde ikke faaet en eneste Linie af Bogen skrevet, og tilsidst var hun bleven saa træt af det hele, at hun sagde til sig selv: „Dette duer du ikke til. Sæt du dig hellere ned og digt Historier og Eventyr, som du plejer, og lad en anden skrive den Bog, for den skal være lærerig og alvorlig, og der maa ikke være et usandt Ord i den!”

Det var saa godt som bestemt, at hun vilde opgive sit Forehavende, men hun syntes jo, at det havde været fornøjeligt at skrive noget kønt om Sverige, og hun havde ondt ved at slaa det helt af Tankerne. Tilsidst faldt det hende ind, at det maaske var, fordi hun sad i en By og ikke havde andet at se paa end