Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/538

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

532

Lille Niels Holgersen havde været med hele Tiden og havde hørt alt, hvad Lærerinden havde fortalt. Han vidste altsaa, at de var gaaet ud for at synge for en, der laa syg derhenne i Villaen, og han forstod nu, at der ikke vilde blive noget af Sangen, fordi de var bange for at forstyrre og forurolige den syge.

„Det er da Synd, de gaar deres Vej udlen at synge,” tænkte han. „Det var jo en let Sag at faa at vide, om han derinde ikke kan taale at høre dem. Hvorfor gaar Lærerinden ikke hen til Villaen og spørger sig for?”

Men dette lod slet ikke til at falde Lærerinden ind; hun vendte tværtimod om og gik stille hjemad. Skolebørnene gjorde nogle indvendinger, men hun bragte dem til Tavshed. „Nej, nej,“ sagde hun. „Det var dumt af mig at Finde paa at gaa herhen og synge, nu da det er blevet mørkt. Vi kunde let forstyrre.”

Da syntes Niels Holgersen, at naar ingen andre gjorde det, saa maatte han se at faa at vide, om den syge virkelig var for svag til at høre lidt Sang. Han løb fra de andre hen til Huset. Der holdt en Vogn udenfor Villaen, og ved Siden af Hestene stod en gammel Kusk og ventede. Drengen var knap naaet hen til Indgangen, da Døren gik op, og en Pige kom ud med en Bakke. „De kommer nok til at vente lidt endnu paa Doktoren, Larsen,” sagde hun. „Fruen bad mig bringe Dem lidt varmt.”

„Hvordan gaar det med Herren?” spurgte Kusken.

„Der er ingen Smerter mere, men det er, som om Hjertet er standset. Forstanderen har ligget i en hel Time uden at røre sig. Vi ved knap, om han er død eller levende.”

„Har Doktoren sagt, der ikke er noget Haab?”

„Det kan blive til, hvad det skal være, Larsen, det kan blive til, hvad det skal være. Det er, som Forstanderen laa og lyttede efter noget. Kommer der Bud efter ham deroppefra, saa er han rede til at følge det.“

Niels Holgersen løb rask ned ad Vejen for at indhente Lærerinden og Børnene. Han tænkte paa, hvordan det var, da hans Morfader døde. Han havde været Sømand, og da han laa paa sit Yderste, bad han dem lukke Vinduet op, saa han endnu en Gang kunde høre Vinden suse. Og hvis nu han, der laa syg, havde elsket at være omgiven af Ungdom og høre paa deres Sange og Lege…?

Lærerinden gik tøvende ned ad Alleen. Nu da hun gik